1000 arter på et år
Jeg har et nytårsforsæt. I 2019 skal jeg se minimum 1000 arter på et år. For nogle lyder det måske som en overkommelig opgave, for andre lyder det som en vanvittig opgave. Personligt aner jeg ikke, hvor svær opgaven egentlig er. Jeg ved, at fuglene nok skal dække +200 arter. Derudover kender jeg mange andre arter, men når vi nu har +37.000 arter i Danmark, så kender jeg i virkeligheden kun en meget, meget lille brøkdel. Og det er egentlig formålet med nytårsforsættet. Jeg bliver ustandseligt forundret, når jeg støder på en ny art, så jeg vil gerne blive klogere. Både fordi at det er sjovt for mig, men også fordi, at jeg så har endnu mere jeg kan formidle videre i dagligdagen. Den kombination synes jeg ærlig talt er helt fantastisk, så opgaven skal lykkes.
Faktisk har jeg to nytårsforsæt. Det andet er at skrive nogle flere indlæg her på siden. For selv om 2018 var et utrolig travlt år, så er det ikke en undskyldning for de manglende indlæg. Hvis jeg nu lægger min indre storyteller lidt væk en gang i mellem, og ikke tror, at jeg skal fortælle en hel livshistorie på en gang. Så bliver det noget mere overskueligt. Derfor vil jeg i år prøve at skrive lidt kortere indlæg, så jeg kan få det gjort noget oftere. Lad mig derfor starte året med at fortælle om min første rigtige ekspedition ud efter mange forskellige arter. Uden at gøre det til en roman. Turen var både en bragende fiasko og fuldstændig vidunderlig.
Søndag d. 6. januar var jeg på tur med min far. Det er det gode ved at ens forældre var indgangen til alt nørderiet i sin tid. Det er ret let at lave en udflugt, uden at nogen keder sig. Turen gik først til Køge Sydstrand og derefter Ølsemagle Revle. Vi skulle på fugletur, men jeg havde skumle bagtanker. Der var, som mange ved, en kraftig storm i nytårsdagene, og det medførte forhøjet vandstand mange steder. Og det er ensbetydende med bunker af krible-krable dyr i opskyl rundt omkring. Hvilket jeg kun lige har lært fra mine kloge venner, som ustandseligt drøner ud og roder i opskyl, så snart der er mulighed for det. Og hvorfor så det? Jo, det er faktisk ganske simpelt. Mange små dyr er gået i vinterhi i jorden, under blade, stubbe, sten osv. Så når et helt område bliver oversvømmet, så har de dyr ikke rigtig lyst til at drukne, og så ender de i opskylsbræmmerne fra oversvømmelsen, når vandet trækker sig tilbage igen. Så udstyret med både kikkert, kamera, teleskop og en hvid vaskebalje samt glas og poser, var jeg klar til både fugle og små dyr i opskyl. Let the mission begin.
Rimfrost når det er bedst.
Ved Køge Sydstrand var der intet opskyl, til gengæld var det en helt fortryllende morgen. Alt var dækket af rim, og stik modsat hvad vejrudsigten havde forudsagt, så skinnede solen om kap med de små iskrystaller. Jeg er fuldstændig forgabt i morgener, hvor rimfrosten ligner et fint tæppe der er rullet ud over landskabet. At vanddamp i løbet af en nat kan blive til et magisk eventyrsland, når temperaturen falder, er noget af det flotteste man kan stå op til. Så på trods af at der ikke var hverken opskyl eller særligt mange fugle, så var det helt vindstille og på en måde meget afstressende, at få lov til bare at nyde sådan en morgen.
En smuk tårnfalk hang over engområdet ved Køge Sydstrand.
Køge Sydstrand er normalt et godt sted at se bjerglærker om vinteren. En virkelig hårdførd lærke langt fra nord, som man ikke ser hver dag. Men bjerglærkerne havde ikke været set siden før nytår, så vi troede egentlig at de var væk. Men på vejen tilbage var de pludselig lige foran os i et kort øjeblik, en fin flok på fem individer. Kort efter blev de skræmt væk af uvidende strandgæster, som nok troede at jeg bare stod der og fotograferede sandet. Nogle gange kan jeg næsten få det helt dårligt, når jeg ved hvad folk går glip af. Men vi fik da et fint glimt af dem, inden de fløj hen til et mere fredeligt sted. Bjerglærkerne ses ofte langs kysterne, hvor de kan finde tanglopper og andet godt i den tang der skyller op på land.
På trods af den gule og sorte markering i hovedet, så er bjerglærker ekstremt godt camoufleret på stranden.
Efter et par timer på Køge Sydstrand gik turen videre til Ølsemagle, og jeg havde her løftet sløret for mine skumle planer, om at ryste opskyl hele vejen ned langs revlen. Og der var meget opskyl. Der lå bræmmer af knækkede rør fra rørskoven over det hele, så et godt stykke af strandengen havde været oversvømmet. Jeg kunne ærlig talt ikke vente med at komme i gang, så da det første tang blev rystet ned i baljen, var jeg forberedt på de første 10-20 spændende biller og andet godt til årslisten. Men hvilken skuffelse! Der var intet. Som i intet i baljen. Uanset hvor meget jeg så rystede. Når jeg kiggede efter var der måske en lille bitte edderkop og en masse springhaler.
En helt perfekt omgang opskyl - troede jeg.
Springhaler er bittesmå leddyr der findes stort set overalt, men man ser dem ikke, for de kun er få millimeter. Om end ikke andet er det meget fascinerende dyr, som kan springe ualmindeligt langt, fordi de har en springgaffel der fungerer som katapult. Men altså, jeg kunne godt tænke mig at starte i den lidt større afdeling, på vejen op til de 1000 arter. Så jeg lod springhaler være springhaler (der er mange arter), og så fik jeg ellers rystet endnu mere opskyl hele vejen ned, uden nogen form for succes. Jeg fik frustreret skrevet og spurgt mine dygtige venner, om det opskyl overhovedet så rigtigt ud. Det gjorde det, så måske skulle jeg bare ryste endnu hårdere. Så, ja, det gjorde jeg. Til stor morskab for min far, som ellers kan være lidt træt af, at vi efterhånden skal kigge på alt der bevæger sig ud over fuglene. Men ok, det ser måske også lidt mærkeligt ud, når der står en arrig blondine midt ude i ingenting, og smadrer våde tangrør ned i en vaskebalje. Ikke desto mindre hjalp det ingenting, der var stadig kun springhaler i hobetal. Nå ja, og et par små døde fluer. Måske havde frosten alligevel været lidt for hård for mange af de små dyr.
En smuk blå kærhøg kom elegant fouragerende forbi os.
Bagefter fandt jeg ud af, at jeg måske skulle have taget noget af opskyllet med hjem, for lidt varme ville nok få gang i dyrene. Det havde jo været meget koldt om natten. Men det fik jeg ikke gjort, så mit første forsøg på at få masser af arter til listen, var mere eller mindre håbløst. Jeg fik dog erfaringen med mig, og jeg er så klar til at prøve igen, om jeg så skal slæbe flere store sække med hjem, og gennemtrawle opskyl for dyr. Og ikke desto mindre, så fortsatte solen med at skinne på østkysten, og turen langs Ølsemagle Revle var fantastisk i det smukke vejr, og vi havde både en overvintrende sanglærke, en flot blå kærhøg og rigtig mange ænder og gæs. På turen tilbage lå der tilmed brandmænd på stranden, så alt i alt er jeg da oppe på lige over 80 arter nu. De fleste fugle, men jeg tror stadig på at de 1000 arter nok skal kunne nås.
Brandmand til listen!
Til sidst et stort tak til alle dem, som hjælper mig, når jeg kommer med spørgsmål om alle de ting jeg ikke kender. Jeg ville ikke engang turde sætte mig for at nå 1000 arter, hvis der ikke var så mange hjælpsomme mennesker. En særlig tak til hele Nøgleholdet fra Naturhistorisk Museum i Aarhus og omegn (her snakker vi altså virkelig dygtige eksperter, som nærmest har hver deres spidskompetence) samt det alvidende orakel Jens Søgaard. I lider helt sikkert allermest under min konstante higen efter at blive klogere på alting, det må være et slid at høre på, men det betyder utrolig meget, at I gider!
