Jeg er afhængig af naturen – en nørds bekendelser

findsmiley

Jeg kan godt klare det hele. Jeg kan godt gøre alle glade. Jeg skal nok sørge for, at det bliver ordnet. Det her indlæg har været et par måneder undervejs. Det er blevet ændret, der er blevet slettet og lagt til. Nu er det nok mere ærligt end nogensinde. Fordi, det faktisk er helt ok at sige, at man er langt fra perfekt. Faktisk er jeg meget mere glad for det uperfekte. Men ikke mindst, har jeg indset hvor meget naturen betyder for mig, især når jeg ikke er helt på top. Den er ikke bare min levevej og min hobby, den er mit drug og min medicin, hvis jeg begynder at stresse lidt for meget. Og jeg tror, at mange flere ville få glæde af, at komme ud i naturen og slappe af, når det hele ser lidt svært ud.

Naturen får mere og mere fokus, og det er fuldstændig fantastisk. Sociale medier er en af årsagerne til, at alle nu kan blande sig i debatten og have en stemme. Det har blandt andet været medvirkende til, at naturen nu har rigtig mange stemmer, og at biodiversitet ikke længere er et fremmedord. Men ofte, når vi skal argumentere/diskutere for, at vi skal have mere vild natur, så er en af sideløberne også, at naturen som sådan ikke er nyttig eller har en økonomisk værdi. Vi kunne sagtens klare os uden mange af de arter der er i krise, og vi kunne i princippet være rivende ligeglade med, om naturen det skidt er ved at gå nedenom og hjem. 

Men det er vi heldigvis ikke, og der er samtidig ingen tvivl om, at det går i den rigtige retning med mere vild og god natur, selv om der stadig er rigtig meget der kan gøres. Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at naturen indirekte er en meget stor samfundsøkonomisk gevinst, selv om der stadig er få studier til at påvise det. Fordi den får os til at slappe af og gøre os glade. Mange har oplevet, at naturen faktisk er en form for medicin som er både afstressende og pumper en med endorfiner. Personligt er jeg afhængig af naturen, og den har nærmest reddet mig fra at gå ned – flere gange.


En af definitionerne for forår. Træerne springer ud og rødstjerten vender tilbage fra Afrika. Åh det er lykken. 

Jeg får tit at vide, at jeg er en virkelig (højtråbende) positiv og glad person, hvilket jeg naturligvis er rigtig glad for at høre. Og det er jeg da også, det meste af tiden. En af de medvirkende årsager er måske, at jeg mistede min søster i en ulykke, da jeg var 10 og hun var 20. Min storesøster betød alt, og jeg savner hende enormt. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at det er en af årsagerne til, at jeg har meget svært ved at se nogle glas som halvtomme. Jeg mener, at hvis det endelig ikke er halvfuldt mere, så kan man jo fylde det op igen. Så helt ubevidst prøver jeg altid at se det positive i ting, fordi livet er alt for kort til at gå og være sur, fortryde og ærgre sig over ting. Jeg er helt sikker på, at min søster ikke ville være tilfreds med en sur og tvær person, eller en der ikke nød livet, på trods af hendes alt for tidlige død. Det havde nok nærmere udløst en skideballe, og min søster skal være stolt af mig, selv om hun ikke er her mere.  

Hvis der er en ting der kan få mig helt op at ringe, så er det naturen. På trods af, at vi virkelig skal sørge for at stramme op på den helt store klinge, hvis vi vil have mere fed natur i Danmark, så er der altså masser af lysstunder derude. Naturen giver konstant, og den forventer ikke engang noget tilbage. Der er de mest fantastiske væsener, der er de vildeste oplevelser og dramaer, og der er ikke mindst de mest sindsoprivende evolutionære historier. Forleden gik det op for mig, at der loves sol og 10 grader i næste uge. Jeg blev nærmest boblende af glæde, og begyndte at vandre rundt på stedet med et stort smil på læben. Bare tanken om, at fuglene bliver forårskåde, der er små insekter at finde, blomsterne springer ud og solen rammer en på den mest behagelige måde, lige i det ansigt der trænger til noget D-vitamin. Åh, lad dem ikke ændre vejrudsigten igen.

Nu kender man jo så også Danmark godt nok til at vide, at det så om to uger måske er -5 grader og snestorm. Og det er også helt ok, det er rigtig godt for naturen med en hård vinter her på vores breddegrader, og jeg elsker alle årstider, fordi de bringer hver deres historier og oplevelser med sig. Men altså, da jeg så den vejrudsigt, gik det op for mig, at jeg ikke bare er vildt fascineret og glad for naturen, jeg er simpelthen decideret afhængig. Og den har også været min medicin flere gange, og er det fortsat.


Den bedste metode til at slippe tankerne og slappe af. Foto: Susanne Knudsen. 

For oven i alt den positive tilgang, så har jeg også dårlige dage. Pludselig kan jeg have et par dage hvor jeg er helt sortseer, har brug for at være sur, eller måske helt ked af det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg går i nogle måneder og samler sammen ubevidst, og så skal det hele ud på en gang. Det er der nok mange der kan nikke genkendende til. Men når jeg har det sådan, så kommer jeg ret hurtigt ovenpå igen, hvis jeg kommer ud i naturen. Om det så er for at se på fugle, rode i gamle stubber efter biller eller bare gå en tur ved søerne med en kop kaffe, er underordnet. Det hjælper hver gang, foruden selvfølgelig lige at snakke tingene igennem med de mennesker, som bare altid er der for en.

Men det er jo bare en dårlig dag eller to, dem får vi alle. For ca. 2,5 år siden fik jeg derimod konstateret stress. Det havde langsomt bygget sig op, og til min 30-års fødselsdag føltes det som om, at jeg havde en osteklokke på hovedet. Men lidt tid efter var det pludselig var det uundgåeligt. Jeg kunne kun trække vejret halvt, og min brystkasse gjorde ondt. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue, for jeg havde mit først #jegkiggerpaafugle-show lige om hjørnet, og jeg nægtede at opgive det show. Et kæmpe projekt, hvor jeg skulle stå og være sjov foran en masse gymnasieelever. Et projekt hvor jeg havde knoklet og knoklet, for at gøre alt klar. Det var der ikke en anden der skulle overtage, det kunne jeg simpelthen ikke have på samvittigheden. Den tanke stressede mig endnu mere. Samtidig er det ret svært at skælde og smælde, når man overhovedet ikke kan trække vejret, fordi kroppen har sagt fra. Så jeg lovede at sygemelde mig, hvis jeg måtte holde showet. Det måtte jeg godt, hvis jeg tog en støttepædagog i form af en god veninde med. Det var på ingen måde projektet der havde gjort mig stresset, det var mange ting der havde bygget sig op, projektet var nok nærmere med til at motivere mig til at blive rask. Så det måtte jo betyde, at jeg hørte efter og slappede af. 

Derefter bestilte jeg en billet til Bornholm, og den efterfølgende morgen tog jeg til Raghammer. Her gik jeg i fem timer og gloede på fugle, sommerfugle, biller, bier og sandklitter. Jeg var som i trance, og min hjerne koblede fuldstændig fra. På de fem timer blev min vejrtrækning normal igen. Jeg var ikke kureret fra stressen, men naturen havde gjort præcis det den nu gør. Den fik mig til at slappe af, trække vejret roligt og sænke skuldrene. Nu havde jeg ellers lavet jeg ved ikke hvor mange vejrtrækningsøvelser, for at få luften helt ned i maven, og ikke hikste efter vejret som en desperat. Men det var naturen der virkede. Ugen efter holdt jeg showet, og det gik glimrende, på trods af at jeg var meget nervøs. Jeg kan så ikke rigtig huske så meget fra dagen, men jeg gennemførte, og så holdt jeg yderligere fri bagefter.


#jegkiggerpaafugle-show efter at jeg var frisk igen.  

Jeg var heldig med min stress i modsætning til andre. Den satte sig kun som fysiske symptomer, og jeg kom ret hurtigt tilbage på arbejdet. Min læge fortalte mig, at jeg blev nødt til at være bedre til at sige nej. At jeg påtog mig alt for mange opgaver, fordi at jeg ville gøre alle glade, og derfor glemte mig selv i farten. Det er fuldstændig korrekt, for det slås jeg stadig med. Jeg hader hvis jeg skuffer nogen, og jeg kan slet ikke klare, hvis jeg ikke leverer en opgave til fulde. På den måde er jeg ret perfektionistisk, og det har også gjort mig ekstremt selvkritisk. Jeg kan tæve mig selv verbalt og psykisk for, at jeg ikke er klogere, at jeg ikke ved nok, og at jeg burde gøre sådan cirka alt bedre. Sådan er jeg bare, fordi jeg gerne vil gøre det så godt som muligt, så alle er tilfredse og har det godt. Men det er blandt andet blevet bestyrket af, at jeg flere gange har fået at vide, at jeg ikke var god nok i form af små ”ubetydelige” kommentarer på arbejdspladsen eller uddannelsen. De knæk er ikke kommet fra mine forældre, familie eller mine venner. Er du gal, mine forældre og familie er så opbakkende og stolte, at jeg ind i mellem overvejer, om de er ved at revne. Og mine veninder og venner, der har jeg bare verdens bedste, så der er heller ikke så meget at snakke om.

Jeg overvejede kraftigt min fremtid efter min bachelor i biologi, som var et helvede at komme igennem, fordi jeg bare ikke var en studiehaj eller typen der bare kunne alle fag. Jeg kunne simpelthen ikke overskue flere reeksamener eller nederlag, så jeg overvejede, om jeg skulle blive kriminaltekniker. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er ikke sart, og jeg er ret god til at se de skjulte detaljer, så det lød ret fedt. Ikke desto mindre, selv om jeg nok havde været en glimrende kriminaltekniker, så gav jeg kandidaten en chance. Og pludselig kunne jeg mere frit vælge fag, og pludselig begyndte jeg at få gode karakterer, nok af selvsamme årsag. Hvis det interesserer en, så er det også bare federe. Et par år efter sprang jeg ud som selvstændig, fordi jeg havde fundet ud af, hvad jeg var god til. At formidle. Fra at være hende der ikke turde række hånden op på studiet, af frygt for at dumme mig, til at være hende der elskede at underholde et publikum.


Det bedste, sjoveste, hårdeste og mest fantastiske. At være på optagelser. 

Jeg modnede lige så stille i DOF, hvor jeg arbejdede, da jeg ind i mellem kunne få lov til, at formidle min store interesse – fuglene. Men det er uden tvivl, Morten D.D., som opdagede og påtalte mit talent (foruden altså min fantastiske familie og venner). Dengang tænkte jeg uden tvivl, ”åhr ja hvaaaaaaaaad, hvis selveste Morten D.D. synes at jeg kan noget, så må der være noget om snakken”. Han fik mig også med i #jegkiggerpaafugle-projektet, hvor jeg endelig kunne udfolde mit talent. Derfor tog jeg beslutningen på 10 min., om at jeg skulle være selvstændig. Jeg havde ikke rigtig nogle vigtige arbejdsopgaver, og mit nyopdagede talent kunne ikke bruges til så meget, så beslutningen var nem. Okay, måske en smule forhastet, men hey, det værste skulle vel være, at jeg kom på dagpenge. Det skulle nok gå.

Og det er gået strygende indtil videre, det hele føles faktisk som et eventyr. Jeg er så evigt taknemmelig for, at folk har lyst til at bruge mig, og at jeg kan få lov til at leve af min hobby. Det er ikke kun fuglene der styrer længere, for jeg kan ikke skjule min begejstring for sådan cirka alt der kryber, kravler, hopper eller danser. Men jeg kæmper stadig med selvkritikken og samvittigheden. Det er også blevet bedre, meget bedre. Jeg har lært at lytte både til andre og mig selv, og jeg har netop lært, at bruge min fuldstændig fantastiske omgangskreds og naturen, hvis jeg er ved at krakelere. En ting det tog mig flere måneder at erkende, er at jeg fik et angstanfald i forsommeren 2018. Det er der meget få mennesker der ved, indtil jeg nu skriver det helt åbent.

Jeg blev ved med at skyde det til side som overdreven træthed og måske en smule stress. Jeg oplevede igen en aften omverdenen som om, at jeg havde en osteklokke på hovedet. Så gik det fint et par uger, indtil jeg gik helt ned en enkelt aften, uden at nogen rigtig opdagede det. Det var en arbejdsdag, jeg skulle overnatte på et hotel. Vi ankom meget sent, og jeg kunne slet ikke forstå hvad folk sagde til mig, jeg var så træt og ville bare sove. Åndssvagt nok havde jeg glemt min taske i bilen, så jeg måtte ud igen. Jeg kunne ikke finde den, uanset hvor meget jeg ledte. Da det endelig, efter hvad der føltes som en halv time, lykkedes, begyndte jeg at hulke. Jeg satte mig hen på en bænk i mørket og hulkede, indtil jeg kunne stoppe tårerne og gå ind igen. Folk snakkede stadig til mig, og var tydeligvis bekymrede, men jeg ville bare sove.

Da jeg endelig kom op med elevatoren sejlede hele gangen. Alt bølgede og jeg gik ind i væggen. Mit kort til værelset virkede ikke, og selv om jeg knap kunne se hvad der stod på kortet, så måtte det være den rigtige dør. Det var dråben, lige der faldt jeg på knæ, hulkende, koldsvedende og hyperventilerende. Jeg var beredt på at sove foran døren, for jeg kunne ikke overskue at gå ned igen eller rejse mig. Til sidst lykkedes det dog at få døren op, og jeg græd mig selv i søvn, da jeg endelig fik styr på min vejrtrækning. Næste dag var der jo verdens sødeste mennesker til at tage sig af mig, og jeg fik taget mig sammen, selv om jeg nok mest af alt lignede en meget, meget hængt kat. Men jeg fortalte kun, at jeg havde været ekstremt træt, og at jeg havde sovet over mig. Hvilket jeg også bildte mig selv ind.

Da jeg kom hjem, så vidste jeg godt, at nu skulle jeg lige slappe lidt af, slippe den dårlige samvittighed over alle de ting jeg burde gøre og tage tingene en af gangen. Og ikke mindst gå en laaaaaang tur og nørde noget natur. Nu har jeg erkendt det, det tog flere måneder. Men grunden til at det var så svært at gøre, både overfor mig selv og andre, er at jeg ikke ville have at der blev taget hensyn. Det er ikke fordi, at der er noget som helst forkert eller pinligt, ved at få sådan et anfald. Overhovedet. Men jeg ville ikke have at folk vidste det, så de så mig som en der skulle passes på. Derudover var selvkritikken der igen, for nu måtte jeg simpelthen tage mig sammen. Mit liv var og er en drøm, så det er simpelthen for åndssvagt at sidde der og bryde sammen, og det skulle i hvert fald ikke gå ud over andre. Det måtte jeg selv klare, når jeg nu skulle være så skvattet. 

Det er selvfølgelig noget gedigent pjat. Men det var mit forsvar. Og jeg tror, at jeg nu kan skrive det, fordi jeg vitterlig har erkendt det og vil agere anderledes, hvis det sker igen. Og jeg lytter nu. Selv om det kan være frygtelig svært nogle gange, når man har travlt. Lige så snart mit hjerte slår lidt for hurtigt, eller jeg er ved at dejse, fordi mit blodsukker ikke kan følge med, så skruer jeg ned og går en tur. Derudover skriver jeg det også, fordi jeg virkelig håber, at flere vil tage turen ud i naturen, hvis det hele lige virker lidt uoverskueligt. For det hjælper. Jeg er sågar gået ud i en halv orkan med høj feber, og jeg tvang mig selv til en lang gåtur. Det kan virke uoverskueligt, men det hjælper virkelig, også på en omgang bakteriebefængt sygdom. 


Når man har set en poppelsværmer i øjenene, så ved man, at magiske væsener findes - i naturen. 

Det er også en af de andre årsager til, at jeg nok er så glad og positiv i min formidling, og at entusiasmen smitter. Fordi jeg bliver decideret høj af at være derude, og det er svært at skjule sin glæde, når man er høj af lykke. Jeg har verdens bedste job, og jeg elsker det hver eneste dag. Taknemmeligheden vil ingen ende tage. Men derfor er det også okay, at have dårlige dage. Men uanset hvad, så vil jeg så gerne have, at alle indser hvor fed naturen er. Den kan bare noget på alle planer, det billige skidt, og det burde ingen være foruden. Nu lover de jo også det føromtalte fantastiske vejr i vinterferien, så se at komme ud og nyde vejret og naturen. Det er faktisk en ordre!  

Billedet til artikelen er taget af Morten DD Hansen, og viser nok ret perfekt, hvor lost man kan se ud, når man går på bare fødder rundt på strandengens store vidder. Man kobler nemlig helt fra. 

Se alle blog indlæg