Kløgt og tillid - et helt uforglemmeligt møde med en frossen lille rødhals

I midten af februar fik jeg en af de største fugleoplevelser i mit liv. Det var med en helt almindelig dansk art. Normalt er de helt store fugleoplevelser for de rigtige nørdede fuglekiggere, når man fx ser en sjælden fugl, som er fløjet forkert hele vejen fra Nordamerika til Danmark. Men det skal jeg nok fortælle om en anden gang, for det her hører til de oplevelser i hverdagen, som man aldrig glemmer.

Den her fugleoplevelse blev helt unik, fordi en lille bitte rødhals satte nye standarder for kløgt og tillid i vinterkulden på Rungstedlund - og jeg er sikker på, at Karen Blixen også ville have sat stor pris på sådan en oplevelse.

Først vil jeg dog fortælle lidt om baggrunden for, at hele oplevelsen blev en realitet. Er du utålmodig, kan du scrolle ned til afsnit tre. 

Karen Blixen og fuglene

De fleste har nok hørt om Karen Blixen Museet på Rungstedlund i Rungsted. Færre har nok været der, og sådan havde jeg det også, indtil jeg blev frivillig i Rungstedlunds redekasseprojekt for et par år siden. Det er et fantastisk sted, som virkelig emmer af Karen Blixens ånd. Man træder direkte ind i Karen Blixens hjem, som det stod i hendes tid, og rummene er prydet med smukke håndbundne buketter. Buketter fra blomster som vokser i haven omkring Rungstedlund.

Karen Blixen var en på alle måde imponerende kvinde med et enestående talent indenfor at skrive og male. Men Karen Blixen var også dybt fascineret af naturen og ikke mindst fuglene. Og det var ikke kun den afrikanske natur der bjergtog hende, det var ligeledes den danske.

Ved Rungstedlund er der af selv samme årsag et større fuglereservat, hvor naturen får lov til at passe sig selv, så vidt det er muligt. Noget der går lige i hjertet på en hver moderne forkæmper for biodiversitet og urørt skov. For stedet er ikke fyldt med lige gamle træer, der står i snorlige rækker og hvor et hvert tegn på død bliver fjernet, så det ikke skæmmer det symmetriske øje.

Træerne er hjemmehørende og fuglereservatet bliver forvaltet på bedste måde, så det lever op til Karen Blixens forventninger og drømme om stedet. Der er eng, der er krat og der er skov. Træer får lov at vokse op, nogle er unge og andre er flere hundrede år gamle. De gamle får lov til at falde hvor de stod til glæde for blandt andet svampe og insekter. Det betyder at området har en meget høj biodiversitet, hvor både flora og fauna trives.

Det skal dog siges, at området ikke står helt urørt hen. Nattergalen stod Karen Blixens hjerte meget nært, og der er beretninger om, at hun hørte nattergalen fra Rungstedlund, da hun var i Afrika. På dette tidspunkt havde man meget lidt viden om, at mange af vores hjemmehørende fugle trækker til Afrika om vinteren, så det må have været en meget speciel oplevelse at høre sin yndlingsfugl synge på to forskellige kontinenter.

For nattergalens skyld er en lille del af reservatet blevet restaureret for nylig, for at fremme betingelserne for arten, som kræver et tæt men lysåbent krat gerne nær vand. Nattergalen er gået tilbage i Danmark, og det er mange år siden, at den har ynglet på Rungstedlund. En tendens man kun kan håbe på ændrer sig.

Ligeledes er der nogle ganske få træer, som ind i mellem falder for motorsaven, hvis der ingen anden udvej er af sikkerhedsmæssige årsager. Men disse træer får så lov at ligge, ligesom dem der falder af sig selv.

Karen Blixen ønskede at jorden omkring Rungstedlund skulle være fuglereservat, fordi at trækfuglene skulle have et åndehul i byen. Dette offentliggjorde Karen Blixen i en radiotale i 1958, hvor hun opfordrede lytterne til at skænke en krone til Rungstedlundfonden, så fuglereservatet kunne blive en realitet. Ikke færre end over 80.000 lyttere støttede op om ønsket.

Her skulle ikke bygges villaer, selv om der allerede dengang var stor efterspørgsel og idéen om et fuglereservat blev kaldt udemokratisk. Nej her skulle naturen og fuglene have lov til at passe sig selv, til glæde for dem og også os mennesker, som ind i mellem trænger til en pause fra naturens trummerum.

Et af de gode gamle træer på Rungstedlund, der stille og roligt står og dør hen.

Redekasseprojektet

Det er så her at jeg og de andre frivillige i redekasseprojektet kommer ind i billedet. For midt i trængslen fra byen ligger de omkring 15 ha fuglereservat. Fuglereservatet er ikke kun for trækfuglene, men også for de fugle der yngler herhjemme. Så rundt omkring i reservatet, og rundt om Karen Blixens grav på Ewalds høj, hænger der redekasser til forskellige arter af fugle. Antallet af redekasser har været oppe på 100, men dette har vi dog reduceret lidt, simpelthen for at der ikke skal være for stor konkurrence om føden i mellem de hulrugende fugle.

Man kan sige, at redekasserne igen er en form for manipulering af naturen. Men de hulrugende fugle er trængte, og selv om området har mange gamle træer, så er området stadig forholdsvis ungt, og naturlige huller er stadig få i forhold til de mange fugle som yngler i huller. Derudover er det naturligvis et ønske fra Karen Blixen som bliver ført videre.

I de små kasser yngler blandt andet grå- og skovspurv, musvit, blåmejse, sumpmejse, spætmejse og træløber. Derudover er der kasser til rødstjert ligesom at vi håber på at få broget fluesnapper til at yngle. En art som er i rivende tilbagegang af flere årsager, men manglen på naturlige redesteder er en af dem. De to sidstnævnte arter trækker begge til Afrika om vinteren, så det er kun dejligt hvis man kan glæde dem med en bolig, når de vender tilbage om foråret.

Af de større kasser har vi blandt andet kasser til tårnfalk, natugle og huldue, hvor beboerne dog ofte er den finurlige og herlige allike. Under taget på Rungstedlund yngler der i øvrigt mursejler, som ellers kræver meget høje bygninger. Men denne Afrikatrækker er altså så tilfreds med omgivelserne, at den godt kan gå lidt på kompromis med højden.

Herudover yngler der også flere arter i fuglereservatet, som ikke er hulrugere, men blot nyder godt af skovens udbud af naturlige redesteder og det brede fødeudvalg. Det drejer sig blandt andet om arter som solsort, sangdrossel, bogfinke, kernebider og grønirisk. Og så er der naturligvis en hulruger, som klarer det med at lave hullerne helt selv. Nemlig den store flagspætte.

Redekasseprojektet har eksisteret siden 1961 og siden 2009 er ynglefuglene også blevet systematisk ringmærket, for at holde øje med ynglefuglebestanden på et mere videnskabeligt niveau.

Der venter altid nye oplevelser på Rungstedlund, men denne lille sag skulle vise sig at stå for en af de mere spektakulære. 

Den snedige lille rødhals og skovelefanterne

Redekassegruppen mødes flere gange om året for at tjekke kasser og tømme kasser, ligesom at der bliver ringmærket ynglefugle samt holdt ture. I det meget tidlige forår, hvor det altid er alt for koldt, går vi ud og tjekker om kasserne er intakte og om de skal tømmes.

Det er noget af et cirkus at finde frem til kasserne blandt alle træerne, især fordi de hænger lidt i skjul for de offentlige stier. Og når en redekasse er blevet væk, bliver det kun endnu sværere. Men det er nu altid en stor fornøjelse, og vi hygger os med at tøffe rundt og lege redekasseskattejagt.Derudover er der jo altid en masse fugle til at underholde.

Den 10. februar havde vi årets tømme-tjekke-kasser, og på denne tur fik vi os alle en ordentlig en på opleveren. Vi havde delt os op i to hold, som gik hver sin vej med et skattekort (læs: kort over kassernes numre og placering), og det gik egentlig meget godt. De fleste kasser kunne findes, spætterne var forårskåde og vejret var koldt men klart.

Det er jo så altid her at det pludselig går ned af bakke, og 2/3 igennem eftersøgning var der nogle drilske kasser. Derfor stod vi et længere stykke tid et bestemt sted i mellem træerne og skumlede lidt over det. Bedst som jeg stod i min helt egen verden, hoppede en lille rødhals op og satte sig blot to meter fra mig. Jeg frøs på stedet, ikke bare bogstaveligt talt, men også fordi rødhalse plejer at være meget sky og skælde ud, hvis man kommer for tæt på.

Men den her sad bare der og kiggede. Jeg tænkte derfor, at det måtte være kulden. Den var nok ved at dratte om den stakkel. Men altså, naturen må jo gå sin gang, selv om jeg havde lyst til at putte den ind og under jakken og varme den. I stedet valgte jeg at snige mit kamera op, og jeg fik også taget nogle glimrende billeder.

På trods af den direkte øjenkontakt, havde jeg ikke luret, at rødhalsen rent faktisk holdt øje med mig. 

Derefter sneg jeg mig væk i søgen efter den åndssvage redekasse, som havde valgt at fordufte fra jordens overflade. Det skulle jo ikke være min skyld, hvis den brugte den sidste energi på at skulle flygte fra mig. Fem minutter efter var den dumme redekasse stadig væk, og vi gik videre i søgningen efter de næste. Der stod jeg så lige så fortvivlet et par meter fra min far, da endnu en redekasse gemte sig for os.

Pludselig sætter rødhalsen sig lige i mellem os. Jeg får hvisket at han skal kigge, og han er lige så forundret som mig. Hvorfor bruger den energi på at sidde i mellem os, i stedet for at finde sig noget mad? Den sidder jo og er kuglerund, hvilket er et tegn på at det er koldt, så dunene skal pustes op og yde maksimal kuldeisolation. Det er her klokkerne begynder at ringe, da den pludselig hopper ned i mellem os.

Rødhalsen hoppede ned i mellem os, og pludselig begyndte de små klokker at ringe for mig. 

Den leder efter mad, hvor min far lige har stået. Helt ligesom at nogle fugle på den afrikanske savanne ræser efter flokken af elefanter, for at se hvad de får jagtet op af fede insekter i det tørre græs, så har rødhalsen udnyttet de store danske elefanter i form af familien Knudsen. Den er simpelthen fulgt efter os, fordi at vi får rodet op i skovbunden. De visne blade er frosset fast til jorden, hvilket gør det svært for den at finde de godter der gemmer sig under de isolerende blade.

Derefter går jeg hen og sparker en lang række af blade op, så jorden blottes. Vi går hen og stiller os i venteposition, og ganske rigtigt. Rødhalsen tøffer efter og man kan se, hvor meget mad den pludselig finder på den blottede jord.

Jeg får kaldt på Arne, Mads og Vagn, da vores grupper har mødt hinanden halvvejs rundt. De kommer hen og der står vi så. Fem granvoksne danske skovelefanter, og ser rødhalsen komme hen på blot en meters afstand. Den ænser os ikke engang, og vi er dybt fascinerede over forestillingen. Den havde ingen af os set komme, og vi snakker altså folk der sammenlagt nok har over 200 års fugleerfaring.

Rødhalsen kom bare tættere og tættere på. Til sidst kunne jeg næsten ikke få hele fuglen med på billedet. 

Til sidst har rødhalsen fået så meget energi, at den rent faktisk er i stand til at flyve op og skælde os lidt ud, helt som en fyr og flamme rødhals skal gøre. Men lidt forsinkede julelys i øjnene og med en fantastisk oplevelse i bagagen, går vi tilbage mod afholdelse og møde og en kop varm kaffe. Den lille laban var simpelthen så kløgtig, at den lynhurtigt fandt ud af hvordan den skulle udnytte situationen.

Dybt fascinerende og en af grundende til, hvorfor det er godt at lade de visne blade ligge. De rummer store fødekilde for de forfrosne fugle her om vinteren, som søger føde på jorden. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at den her rødhals nok skal klare vinteren, uanset hvor koldt det bliver. Selv hvis den sibiriske kulde rigtig får fat i Danmark, så er det lige før den er så kvik, at den nok bare banker på ruden til caféen og beder om en portion af brunchen.

Så fantastisk en oplevelse glemmer man aldrig. Nu håber vi bare, at en af de andre store oplevelser i år, bliver når vi igen skal høre nattergalens smukke toner fylde fuglereservatet.

Hvis du vil læse lidt mere om Karen Blixens radiotale og fuglereservatet, kan det blandt andet gøres her.