Jeg er afhængig af naturen – en nørds bekendelser

findsmiley

Jeg kan godt klare det hele. Jeg kan godt gøre alle glade. Jeg skal nok sørge for, at det bliver ordnet. Det her indlæg har været et par måneder undervejs. Det er blevet ændret, der er blevet slettet og lagt til. Nu er det nok mere ærligt end nogensinde. Fordi, det faktisk er helt ok at sige, at man er langt fra perfekt. Faktisk er jeg meget mere glad for det uperfekte. Men ikke mindst, har jeg indset hvor meget naturen betyder for mig, især når jeg ikke er helt på top. Den er ikke bare min levevej og min hobby, den er mit drug og min medicin, hvis jeg begynder at stresse lidt for meget. Og jeg tror, at mange flere ville få glæde af, at komme ud i naturen og slappe af, når det hele ser lidt svært ud.

Naturen får mere og mere fokus, og det er fuldstændig fantastisk. Sociale medier er en af årsagerne til, at alle nu kan blande sig i debatten og have en stemme. Det har blandt andet været medvirkende til, at naturen nu har rigtig mange stemmer, og at biodiversitet ikke længere er et fremmedord. Men ofte, når vi skal argumentere/diskutere for, at vi skal have mere vild natur, så er en af sideløberne også, at naturen som sådan ikke er nyttig eller har en økonomisk værdi. Vi kunne sagtens klare os uden mange af de arter der er i krise, og vi kunne i princippet være rivende ligeglade med, om naturen det skidt er ved at gå nedenom og hjem. 

Men det er vi heldigvis ikke, og der er samtidig ingen tvivl om, at det går i den rigtige retning med mere vild og god natur, selv om der stadig er rigtig meget der kan gøres. Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at naturen indirekte er en meget stor samfundsøkonomisk gevinst, selv om der stadig er få studier til at påvise det. Fordi den får os til at slappe af og gøre os glade. Mange har oplevet, at naturen faktisk er en form for medicin som er både afstressende og pumper en med endorfiner. Personligt er jeg afhængig af naturen, og den har nærmest reddet mig fra at gå ned – flere gange.


En af definitionerne for forår. Træerne springer ud og rødstjerten vender tilbage fra Afrika. Åh det er lykken. 

Jeg får tit at vide, at jeg er en virkelig (højtråbende) positiv og glad person, hvilket jeg naturligvis er rigtig glad for at høre. Og det er jeg da også, det meste af tiden. En af de medvirkende årsager er måske, at jeg mistede min søster i en ulykke, da jeg var 10 og hun var 20. Min storesøster betød alt, og jeg savner hende enormt. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at det er en af årsagerne til, at jeg har meget svært ved at se nogle glas som halvtomme. Jeg mener, at hvis det endelig ikke er halvfuldt mere, så kan man jo fylde det op igen. Så helt ubevidst prøver jeg altid at se det positive i ting, fordi livet er alt for kort til at gå og være sur, fortryde og ærgre sig over ting. Jeg er helt sikker på, at min søster ikke ville være tilfreds med en sur og tvær person, eller en der ikke nød livet, på trods af hendes alt for tidlige død. Det havde nok nærmere udløst en skideballe, og min søster skal være stolt af mig, selv om hun ikke er her mere.  

Hvis der er en ting der kan få mig helt op at ringe, så er det naturen. På trods af, at vi virkelig skal sørge for at stramme op på den helt store klinge, hvis vi vil have mere fed natur i Danmark, så er der altså masser af lysstunder derude. Naturen giver konstant, og den forventer ikke engang noget tilbage. Der er de mest fantastiske væsener, der er de vildeste oplevelser og dramaer, og der er ikke mindst de mest sindsoprivende evolutionære historier. Forleden gik det op for mig, at der loves sol og 10 grader i næste uge. Jeg blev nærmest boblende af glæde, og begyndte at vandre rundt på stedet med et stort smil på læben. Bare tanken om, at fuglene bliver forårskåde, der er små insekter at finde, blomsterne springer ud og solen rammer en på den mest behagelige måde, lige i det ansigt der trænger til noget D-vitamin. Åh, lad dem ikke ændre vejrudsigten igen.

Nu kender man jo så også Danmark godt nok til at vide, at det så om to uger måske er -5 grader og snestorm. Og det er også helt ok, det er rigtig godt for naturen med en hård vinter her på vores breddegrader, og jeg elsker alle årstider, fordi de bringer hver deres historier og oplevelser med sig. Men altså, da jeg så den vejrudsigt, gik det op for mig, at jeg ikke bare er vildt fascineret og glad for naturen, jeg er simpelthen decideret afhængig. Og den har også været min medicin flere gange, og er det fortsat.


Den bedste metode til at slippe tankerne og slappe af. Foto: Susanne Knudsen. 

For oven i alt den positive tilgang, så har jeg også dårlige dage. Pludselig kan jeg have et par dage hvor jeg er helt sortseer, har brug for at være sur, eller måske helt ked af det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg går i nogle måneder og samler sammen ubevidst, og så skal det hele ud på en gang. Det er der nok mange der kan nikke genkendende til. Men når jeg har det sådan, så kommer jeg ret hurtigt ovenpå igen, hvis jeg kommer ud i naturen. Om det så er for at se på fugle, rode i gamle stubber efter biller eller bare gå en tur ved søerne med en kop kaffe, er underordnet. Det hjælper hver gang, foruden selvfølgelig lige at snakke tingene igennem med de mennesker, som bare altid er der for en.

Men det er jo bare en dårlig dag eller to, dem får vi alle. For ca. 2,5 år siden fik jeg derimod konstateret stress. Det havde langsomt bygget sig op, og til min 30-års fødselsdag føltes det som om, at jeg havde en osteklokke på hovedet. Men lidt tid efter var det pludselig var det uundgåeligt. Jeg kunne kun trække vejret halvt, og min brystkasse gjorde ondt. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue, for jeg havde mit først #jegkiggerpaafugle-show lige om hjørnet, og jeg nægtede at opgive det show. Et kæmpe projekt, hvor jeg skulle stå og være sjov foran en masse gymnasieelever. Et projekt hvor jeg havde knoklet og knoklet, for at gøre alt klar. Det var der ikke en anden der skulle overtage, det kunne jeg simpelthen ikke have på samvittigheden. Den tanke stressede mig endnu mere. Samtidig er det ret svært at skælde og smælde, når man overhovedet ikke kan trække vejret, fordi kroppen har sagt fra. Så jeg lovede at sygemelde mig, hvis jeg måtte holde showet. Det måtte jeg godt, hvis jeg tog en støttepædagog i form af en god veninde med. Det var på ingen måde projektet der havde gjort mig stresset, det var mange ting der havde bygget sig op, projektet var nok nærmere med til at motivere mig til at blive rask. Så det måtte jo betyde, at jeg hørte efter og slappede af. 

Derefter bestilte jeg en billet til Bornholm, og den efterfølgende morgen tog jeg til Raghammer. Her gik jeg i fem timer og gloede på fugle, sommerfugle, biller, bier og sandklitter. Jeg var som i trance, og min hjerne koblede fuldstændig fra. På de fem timer blev min vejrtrækning normal igen. Jeg var ikke kureret fra stressen, men naturen havde gjort præcis det den nu gør. Den fik mig til at slappe af, trække vejret roligt og sænke skuldrene. Nu havde jeg ellers lavet jeg ved ikke hvor mange vejrtrækningsøvelser, for at få luften helt ned i maven, og ikke hikste efter vejret som en desperat. Men det var naturen der virkede. Ugen efter holdt jeg showet, og det gik glimrende, på trods af at jeg var meget nervøs. Jeg kan så ikke rigtig huske så meget fra dagen, men jeg gennemførte, og så holdt jeg yderligere fri bagefter.


#jegkiggerpaafugle-show efter at jeg var frisk igen.  

Jeg var heldig med min stress i modsætning til andre. Den satte sig kun som fysiske symptomer, og jeg kom ret hurtigt tilbage på arbejdet. Min læge fortalte mig, at jeg blev nødt til at være bedre til at sige nej. At jeg påtog mig alt for mange opgaver, fordi at jeg ville gøre alle glade, og derfor glemte mig selv i farten. Det er fuldstændig korrekt, for det slås jeg stadig med. Jeg hader hvis jeg skuffer nogen, og jeg kan slet ikke klare, hvis jeg ikke leverer en opgave til fulde. På den måde er jeg ret perfektionistisk, og det har også gjort mig ekstremt selvkritisk. Jeg kan tæve mig selv verbalt og psykisk for, at jeg ikke er klogere, at jeg ikke ved nok, og at jeg burde gøre sådan cirka alt bedre. Sådan er jeg bare, fordi jeg gerne vil gøre det så godt som muligt, så alle er tilfredse og har det godt. Men det er blandt andet blevet bestyrket af, at jeg flere gange har fået at vide, at jeg ikke var god nok i form af små ”ubetydelige” kommentarer på arbejdspladsen eller uddannelsen. De knæk er ikke kommet fra mine forældre, familie eller mine venner. Er du gal, mine forældre og familie er så opbakkende og stolte, at jeg ind i mellem overvejer, om de er ved at revne. Og mine veninder og venner, der har jeg bare verdens bedste, så der er heller ikke så meget at snakke om.

Jeg overvejede kraftigt min fremtid efter min bachelor i biologi, som var et helvede at komme igennem, fordi jeg bare ikke var en studiehaj eller typen der bare kunne alle fag. Jeg kunne simpelthen ikke overskue flere reeksamener eller nederlag, så jeg overvejede, om jeg skulle blive kriminaltekniker. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er ikke sart, og jeg er ret god til at se de skjulte detaljer, så det lød ret fedt. Ikke desto mindre, selv om jeg nok havde været en glimrende kriminaltekniker, så gav jeg kandidaten en chance. Og pludselig kunne jeg mere frit vælge fag, og pludselig begyndte jeg at få gode karakterer, nok af selvsamme årsag. Hvis det interesserer en, så er det også bare federe. Et par år efter sprang jeg ud som selvstændig, fordi jeg havde fundet ud af, hvad jeg var god til. At formidle. Fra at være hende der ikke turde række hånden op på studiet, af frygt for at dumme mig, til at være hende der elskede at underholde et publikum.


Det bedste, sjoveste, hårdeste og mest fantastiske. At være på optagelser. 

Jeg modnede lige så stille i DOF, hvor jeg arbejdede, da jeg ind i mellem kunne få lov til, at formidle min store interesse – fuglene. Men det er uden tvivl, Morten D.D., som opdagede og påtalte mit talent (foruden altså min fantastiske familie og venner). Dengang tænkte jeg uden tvivl, ”åhr ja hvaaaaaaaaad, hvis selveste Morten D.D. synes at jeg kan noget, så må der være noget om snakken”. Han fik mig også med i #jegkiggerpaafugle-projektet, hvor jeg endelig kunne udfolde mit talent. Derfor tog jeg beslutningen på 10 min., om at jeg skulle være selvstændig. Jeg havde ikke rigtig nogle vigtige arbejdsopgaver, og mit nyopdagede talent kunne ikke bruges til så meget, så beslutningen var nem. Okay, måske en smule forhastet, men hey, det værste skulle vel være, at jeg kom på dagpenge. Det skulle nok gå.

Og det er gået strygende indtil videre, det hele føles faktisk som et eventyr. Jeg er så evigt taknemmelig for, at folk har lyst til at bruge mig, og at jeg kan få lov til at leve af min hobby. Det er ikke kun fuglene der styrer længere, for jeg kan ikke skjule min begejstring for sådan cirka alt der kryber, kravler, hopper eller danser. Men jeg kæmper stadig med selvkritikken og samvittigheden. Det er også blevet bedre, meget bedre. Jeg har lært at lytte både til andre og mig selv, og jeg har netop lært, at bruge min fuldstændig fantastiske omgangskreds og naturen, hvis jeg er ved at krakelere. En ting det tog mig flere måneder at erkende, er at jeg fik et angstanfald i forsommeren 2018. Det er der meget få mennesker der ved, indtil jeg nu skriver det helt åbent.

Jeg blev ved med at skyde det til side som overdreven træthed og måske en smule stress. Jeg oplevede igen en aften omverdenen som om, at jeg havde en osteklokke på hovedet. Så gik det fint et par uger, indtil jeg gik helt ned en enkelt aften, uden at nogen rigtig opdagede det. Det var en arbejdsdag, jeg skulle overnatte på et hotel. Vi ankom meget sent, og jeg kunne slet ikke forstå hvad folk sagde til mig, jeg var så træt og ville bare sove. Åndssvagt nok havde jeg glemt min taske i bilen, så jeg måtte ud igen. Jeg kunne ikke finde den, uanset hvor meget jeg ledte. Da det endelig, efter hvad der føltes som en halv time, lykkedes, begyndte jeg at hulke. Jeg satte mig hen på en bænk i mørket og hulkede, indtil jeg kunne stoppe tårerne og gå ind igen. Folk snakkede stadig til mig, og var tydeligvis bekymrede, men jeg ville bare sove.

Da jeg endelig kom op med elevatoren sejlede hele gangen. Alt bølgede og jeg gik ind i væggen. Mit kort til værelset virkede ikke, og selv om jeg knap kunne se hvad der stod på kortet, så måtte det være den rigtige dør. Det var dråben, lige der faldt jeg på knæ, hulkende, koldsvedende og hyperventilerende. Jeg var beredt på at sove foran døren, for jeg kunne ikke overskue at gå ned igen eller rejse mig. Til sidst lykkedes det dog at få døren op, og jeg græd mig selv i søvn, da jeg endelig fik styr på min vejrtrækning. Næste dag var der jo verdens sødeste mennesker til at tage sig af mig, og jeg fik taget mig sammen, selv om jeg nok mest af alt lignede en meget, meget hængt kat. Men jeg fortalte kun, at jeg havde været ekstremt træt, og at jeg havde sovet over mig. Hvilket jeg også bildte mig selv ind.

Da jeg kom hjem, så vidste jeg godt, at nu skulle jeg lige slappe lidt af, slippe den dårlige samvittighed over alle de ting jeg burde gøre og tage tingene en af gangen. Og ikke mindst gå en laaaaaang tur og nørde noget natur. Nu har jeg erkendt det, det tog flere måneder. Men grunden til at det var så svært at gøre, både overfor mig selv og andre, er at jeg ikke ville have at der blev taget hensyn. Det er ikke fordi, at der er noget som helst forkert eller pinligt, ved at få sådan et anfald. Overhovedet. Men jeg ville ikke have at folk vidste det, så de så mig som en der skulle passes på. Derudover var selvkritikken der igen, for nu måtte jeg simpelthen tage mig sammen. Mit liv var og er en drøm, så det er simpelthen for åndssvagt at sidde der og bryde sammen, og det skulle i hvert fald ikke gå ud over andre. Det måtte jeg selv klare, når jeg nu skulle være så skvattet. 

Det er selvfølgelig noget gedigent pjat. Men det var mit forsvar. Og jeg tror, at jeg nu kan skrive det, fordi jeg vitterlig har erkendt det og vil agere anderledes, hvis det sker igen. Og jeg lytter nu. Selv om det kan være frygtelig svært nogle gange, når man har travlt. Lige så snart mit hjerte slår lidt for hurtigt, eller jeg er ved at dejse, fordi mit blodsukker ikke kan følge med, så skruer jeg ned og går en tur. Derudover skriver jeg det også, fordi jeg virkelig håber, at flere vil tage turen ud i naturen, hvis det hele lige virker lidt uoverskueligt. For det hjælper. Jeg er sågar gået ud i en halv orkan med høj feber, og jeg tvang mig selv til en lang gåtur. Det kan virke uoverskueligt, men det hjælper virkelig, også på en omgang bakteriebefængt sygdom. 


Når man har set en poppelsværmer i øjenene, så ved man, at magiske væsener findes - i naturen. 

Det er også en af de andre årsager til, at jeg nok er så glad og positiv i min formidling, og at entusiasmen smitter. Fordi jeg bliver decideret høj af at være derude, og det er svært at skjule sin glæde, når man er høj af lykke. Jeg har verdens bedste job, og jeg elsker det hver eneste dag. Taknemmeligheden vil ingen ende tage. Men derfor er det også okay, at have dårlige dage. Men uanset hvad, så vil jeg så gerne have, at alle indser hvor fed naturen er. Den kan bare noget på alle planer, det billige skidt, og det burde ingen være foruden. Nu lover de jo også det føromtalte fantastiske vejr i vinterferien, så se at komme ud og nyde vejret og naturen. Det er faktisk en ordre!  

Billedet til artikelen er taget af Morten DD Hansen, og viser nok ret perfekt, hvor lost man kan se ud, når man går på bare fødder rundt på strandengens store vidder. Man kobler nemlig helt fra. 

Østershatte, brandbiler og bonusdyr

findsmiley

Der er bare ikke noget bedre, end at samle sine egne svampe. Slet ikke når man er sikker på, at det er de rigtig gode og spiselige af slagsen. Nogle gange, så kan man være lidt ekstra heldig, for så dukker der spændende ting op i svampene. Og det er faktisk en lille smule bedre, end bare at samle svampene alene. For prøv lige at se, hvilke fantastiske små væsener der kan gemme sig i en østershat. 

I weekenden var jeg igen i år oppe for at tømme og tjekke redekasserne på Rungstedlund, sammen med de andre frivillige i redekassegruppen. Det er altid en hyggelig begivenhed, og sidste år havde vi følgeskab af en meget tillidsfuld rødhals (lidt mere læsestof om rødhalsen, Karen Blixen og gamle træer kan læses her). I år var det ret mildt den 12. januar, og på inspektionsrunden fandt jeg hurtigt ud af, at der voksede østershatte rundt omkring på de gamle, døde bøgestammer. Det lader til at have været et godt år for østershatte, og endelig fandt jeg også den velsmagende svamp. Så jeg fik samlet en lille mængde i en plastspand, som jeg tog med hjem efter dagens arbejde.


Østershatte galore på en gammel bøgestamme

Om aftenen skulle jeg ude og have lidt at drikke med et par veninder, og vi startede hjemme hos mig. Her kan jeg lige så godt sige, at vi nåede at indtage en del brandbiler og andet godt, i løbet af et par timer. Bare fordi man har rundet de 30 år, så skal man ikke holde sig tilbage, når det kommer til nostalgiske drikkevarer. På et tidspunkt kommer jeg i tanke om, at jeg da lige skal vise mine flotte østershatte frem. Og jeg ved ærlig talt ikke hvorfor, det er jo ikke helt så fedt som at fremvise et par nye sko. Men de var nu flotte, og der gik ikke mange sekunder, før min veninde spottede et par flotte biller på svampene.


En meget fin og svampeglad bille

 

Euforisk løb jeg ind efter kameraet, og da jeg vendte tilbage, røg den ene bille på gulvet. Jeg skal ikke sige, om det var alkoholen eller begejstringen der gjorde os fummelfingrede i situationen. Men det har nok været begejstringen. Vi fik dog genfundet billen på gulvet, fotograferet den fra alle vinkler, og puttet den tilbage i spanden sammen med svampene og de andre biller. I det hele taget ved jeg ikke, om jeg havde regnet med at billerne ville forsvinde som dug fra solen, lige så snart jeg forlod lejligheden. De havde trods alt holdt sig til svampene i flere timer. Men lad os bare antage, at den febrilske fotografering og behovet for øjeblikkelig dokumentation, også skyldtes begejstringen. 

Fluks fik jeg konsulteret nøgleholdet, og billen viste sig at være Tetratoma fungorum, en art der som navnet antyder er knyttet til svampe. Nærmere betegnet er den rigtig glad for svampe, som vokser på træer. Så alt i alt gav det jo god mening, at den hang ud i østershattene sammen med sine venner. Lykkelig over endnu en art på listen mod de 1000 årsarter begav vi os ud i nattelivet, og fejrede den flotte bille. Eller, det gjorde vi egentlig ikke. Men det var i hvert fald en god tur.


Der var nærmest en hel familiesammenkomst af Tetratoma fungorum

Den efterfølgende dag, efter at den værste hovedpine var forduftet, gik jeg naturligvis i gang med at studere svampenes indhold nærmere. De viste sig at indeholde i alt seks individer af den føromtalte bille, tre forskellige larver og to forskellige springhaler. Springhalerne har jeg fået bestemt via hjemmesiden fugle og natur, og jeg har endnu engang lært en masse, bare ved at plukke nogle bøgehatte. Det er da ærlig talt fuldstændig vidunderligt!


Springhalen Tomocerus vulgaris i sit stiveste gulddress. Husk at den kun er få milimeter stor i virkeligheden. 

Efter en større fotosession blev alle dyrene sluppet ud (sammen med en madpakke bestående af østershat). Dermed var der kun resten af østershattene tilbage, og jeg kan lige så godt sige, at de smagte fuldstændig vidunderligt i en omgang meget fornem tømmermandsmad.

 

Om jeg så har fået skræmt dig fra vid og sans med hensyn til at plukke svampe, håber jeg ikke. Jeg håber, at du har fået lyst til at kigge lidt nærmere på svampene derude. Men husk, at uanset hvad, så skal man jo være 100% sikker på, hvad man plukker. Hvis man altså vil spise svampene, man kan altid bare kigge efter spændende biller og andet godt. Men jeg kan ikke udelukke, at hvis man har fundet spisesvampe, så får man nok også indtaget lidt springhaler eller larver en gang i mellem.


Kuglespringhalen Dicyrtomina saundersi. Den er altså ikke større end 1 milimeter!

1000 arter på et år

findsmiley

Jeg har et nytårsforsæt. I 2019 skal jeg se minimum 1000 arter på et år. For nogle lyder det måske som en overkommelig opgave, for andre lyder det som en vanvittig opgave. Personligt aner jeg ikke, hvor svær opgaven egentlig er. Jeg ved, at fuglene nok skal dække +200 arter. Derudover kender jeg mange andre arter, men når vi nu har +37.000 arter i Danmark, så kender jeg i virkeligheden kun en meget, meget lille brøkdel. Og det er egentlig formålet med nytårsforsættet. Jeg bliver ustandseligt forundret, når jeg støder på en ny art, så jeg vil gerne blive klogere. Både fordi at det er sjovt for mig, men også fordi, at jeg så har endnu mere jeg kan formidle videre i dagligdagen. Den kombination synes jeg ærlig talt er helt fantastisk, så opgaven skal lykkes.  

Faktisk har jeg to nytårsforsæt. Det andet er at skrive nogle flere indlæg her på siden. For selv om 2018 var et utrolig travlt år, så er det ikke en undskyldning for de manglende indlæg. Hvis jeg nu lægger min indre storyteller lidt væk en gang i mellem, og ikke tror, at jeg skal fortælle en hel livshistorie på en gang. Så bliver det noget mere overskueligt. Derfor vil jeg i år prøve at skrive lidt kortere indlæg, så jeg kan få det gjort noget oftere. Lad mig derfor starte året med at fortælle om min første rigtige ekspedition ud efter mange forskellige arter. Uden at gøre det til en roman. Turen var både en bragende fiasko og fuldstændig vidunderlig.

Søndag d. 6. januar var jeg på tur med min far. Det er det gode ved at ens forældre var indgangen til alt nørderiet i sin tid. Det er ret let at lave en udflugt, uden at nogen keder sig. Turen gik først til Køge Sydstrand og derefter Ølsemagle Revle. Vi skulle på fugletur, men jeg havde skumle bagtanker. Der var, som mange ved, en kraftig storm i nytårsdagene, og det medførte forhøjet vandstand mange steder. Og det er ensbetydende med bunker af krible-krable dyr i opskyl rundt omkring. Hvilket jeg kun lige har lært fra mine kloge venner, som ustandseligt drøner ud og roder i opskyl, så snart der er mulighed for det. Og hvorfor så det? Jo, det er faktisk ganske simpelt. Mange små dyr er gået i vinterhi i jorden, under blade, stubbe, sten osv. Så når et helt område bliver oversvømmet, så har de dyr ikke rigtig lyst til at drukne, og så ender de i opskylsbræmmerne fra oversvømmelsen, når vandet trækker sig tilbage igen. Så udstyret med både kikkert, kamera, teleskop og en hvid vaskebalje samt glas og poser, var jeg klar til både fugle og små dyr i opskyl. Let the mission begin.


Rimfrost når det er bedst. 

Ved Køge Sydstrand var der intet opskyl, til gengæld var det en helt fortryllende morgen. Alt var dækket af rim, og stik modsat hvad vejrudsigten havde forudsagt, så skinnede solen om kap med de små iskrystaller. Jeg er fuldstændig forgabt i morgener, hvor rimfrosten ligner et fint tæppe der er rullet ud over landskabet. At vanddamp i løbet af en nat kan blive til et magisk eventyrsland, når temperaturen falder, er noget af det flotteste man kan stå op til. Så på trods af at der ikke var hverken opskyl eller særligt mange fugle, så var det helt vindstille og på en måde meget afstressende, at få lov til bare at nyde sådan en morgen.


En smuk tårnfalk hang over engområdet ved Køge Sydstrand. 

Køge Sydstrand er normalt et godt sted at se bjerglærker om vinteren. En virkelig hårdførd lærke langt fra nord, som man ikke ser hver dag. Men bjerglærkerne havde ikke været set siden før nytår, så vi troede egentlig at de var væk. Men på vejen tilbage var de pludselig lige foran os i et kort øjeblik, en fin flok på fem individer. Kort efter blev de skræmt væk af uvidende strandgæster, som nok troede at jeg bare stod der og fotograferede sandet. Nogle gange kan jeg næsten få det helt dårligt, når jeg ved hvad folk går glip af. Men vi fik da et fint glimt af dem, inden de fløj hen til et mere fredeligt sted. Bjerglærkerne ses ofte langs kysterne, hvor de kan finde tanglopper og andet godt i den tang der skyller op på land.


På trods af den gule og sorte markering i hovedet, så er bjerglærker ekstremt godt camoufleret på stranden. 

Efter et par timer på Køge Sydstrand gik turen videre til Ølsemagle, og jeg havde her løftet sløret for mine skumle planer, om at ryste opskyl hele vejen ned langs revlen. Og der var meget opskyl. Der lå bræmmer af knækkede rør fra rørskoven over det hele, så et godt stykke af strandengen havde været oversvømmet. Jeg kunne ærlig talt ikke vente med at komme i gang, så da det første tang blev rystet ned i baljen, var jeg forberedt på de første 10-20 spændende biller og andet godt til årslisten. Men hvilken skuffelse! Der var intet. Som i intet i baljen. Uanset hvor meget jeg så rystede. Når jeg kiggede efter var der måske en lille bitte edderkop og en masse springhaler.


En helt perfekt omgang opskyl - troede jeg. 

 Springhaler er bittesmå leddyr der findes stort set overalt, men man ser dem ikke, for de kun er få millimeter. Om end ikke andet er det meget fascinerende dyr, som kan springe ualmindeligt langt, fordi de har en springgaffel der fungerer som katapult. Men altså, jeg kunne godt tænke mig at starte i den lidt større afdeling, på vejen op til de 1000 arter. Så jeg lod springhaler være springhaler (der er mange arter), og så fik jeg ellers rystet endnu mere opskyl hele vejen ned, uden nogen form for succes. Jeg fik frustreret skrevet og spurgt mine dygtige venner, om det opskyl overhovedet så rigtigt ud. Det gjorde det, så måske skulle jeg bare ryste endnu hårdere. Så, ja, det gjorde jeg. Til stor morskab for min far, som ellers kan være lidt træt af, at vi efterhånden skal kigge på alt der bevæger sig ud over fuglene. Men ok, det ser måske også lidt mærkeligt ud, når der står en arrig blondine midt ude i ingenting, og smadrer våde tangrør ned i en vaskebalje. Ikke desto mindre hjalp det ingenting, der var stadig kun springhaler i hobetal. Nå ja, og et par små døde fluer. Måske havde frosten alligevel været lidt for hård for mange af de små dyr. 


En smuk blå kærhøg kom elegant fouragerende forbi os. 

Bagefter fandt jeg ud af, at jeg måske skulle have taget noget af opskyllet med hjem, for lidt varme ville nok få gang i dyrene. Det havde jo været meget koldt om natten. Men det fik jeg ikke gjort, så mit første forsøg på at få masser af arter til listen, var mere eller mindre håbløst. Jeg fik dog erfaringen med mig, og jeg er så klar til at prøve igen, om jeg så skal slæbe flere store sække med hjem, og gennemtrawle opskyl for dyr. Og ikke desto mindre, så fortsatte solen med at skinne på østkysten, og turen langs Ølsemagle Revle var fantastisk i det smukke vejr, og vi havde både en overvintrende sanglærke, en flot blå kærhøg og rigtig mange ænder og gæs. På turen tilbage lå der tilmed brandmænd på stranden, så alt i alt er jeg da oppe på lige over 80 arter nu. De fleste fugle, men jeg tror stadig på at de 1000 arter nok skal kunne nås. 


Brandmand til listen!

Til sidst et stort tak til alle dem, som hjælper mig, når jeg kommer med spørgsmål om alle de ting jeg ikke kender. Jeg ville ikke engang turde sætte mig for at nå 1000 arter, hvis der ikke var så mange hjælpsomme mennesker. En særlig tak til hele Nøgleholdet fra Naturhistorisk Museum i Aarhus og omegn (her snakker vi altså virkelig dygtige eksperter, som nærmest har hver deres spidskompetence) samt det alvidende orakel Jens Søgaard. I lider helt sikkert allermest under min konstante higen efter at blive klogere på alting, det må være et slid at høre på, men det betyder utrolig meget, at I gider!

Stormen Knud, hagl og fantastiske havfugle fra Atlanten

findsmiley

Den 25. september havde jeg sammen med min far aftalt, at vi skulle ud og se på nogle havfugle. Stormen Knud har nemlig ikke kun ført koldere vejr og blæst med sig, den har også ført masser af spændende havfugle fra Atlanten helt ind i Kattegat og Øresund. Ingen af os har nogensinde havobset særlig meget efter en god efterårsstorm, så vi var fast besluttede på at få et par nye arter på vores DK-liste. Men vi opdagede også, at efterårsvejret hurtigt kan tage hagle en ned.

Klokken var ikke mere end 5:30 da vi drog mod Kikhavn i Nordsjælland. Om lørdagen havde vi også forsøgt os med havobs fra Kikhavn, da det var den første dag med god vind, efter at Knud havde været forbi. Det var dog lidt en skuffelse rent fuglemæssigt, selv om selskabet var i top, da flere af de hardcore lokale fuglekiggere var på plads – blandt andet Søren Haaning Nielsen og Michael Trasborg. Så da der om søndagen blev meldt masser af fugle ud på Birdalarm (ja vi nørder har naturligvis et meldesystem til sjældne fugle), så måtte vi bare afsted igen mandag og håbe på det bedste. Jeg havde truet med, at jeg muligvis ville blive ornitoprimeret, hvis jeg ikke så nogle spændende havfugle denne dag.


En af de fede fugle som sås både lørdag og mandag - lille kobbersneppe.
Vadefuglen der kan tage 238 marathon i træk uden pause!

Ret hurtigt erfarede vi dog, at efterårsvejret er som vinden blæser – bogstavelig talt. Søndag aften lovede vejrudsigten hård vind fra NV og kun få dryp, hvilket er perfekt, for så bliver fuglene presset ind mod den nordsjællandske kyst, hvilket ikke kunne ikke være bedre. Det er jo federe at se dem tæt på, end som fnuller i horisonten. Men allerede mandag morgen var det vejrvarsel ændret til skiftende vindretninger, og at himmelens sluser skulle åbne sig på køreturen. Der var vand overalt, og det begyndte også at hagle og lyne. Alle bilister på strækningen (i den grad inklusiv os) kørte maks 60 km/t, da det stod ned i stænger, og kørebanen nærmest ikke var til at se for refleksion af billygter i vandet på vejen. Alt i alt en super god start på turen. Men ok, hvis vejrudsigten holdt, så ville det forhåbentlig stoppe på et eller andet tidspunkt.


En smuk regnbue åbnede dagen som en ildkugle over himmelen. 

Vi kørte derfor først til Hundested Havn, for at kigge lidt ud over vandet, og lige så stille og roligt stoppede vandmasserne, og den smukkeste regnbue åbenbarede sig som en ildkugle ud over havnen, det var helt vanvittig flot – og der måtte jo være guld for enden, som godt kunne se ud til at være Kikhavn. Så efter at have stoppet de lokale måger med kiks, satte vi kurs mod Kikhavn. Her mødte vi Michael Trasborg, som havde holdt stand i regnvejret tidligere, og derfor – på trods af sin fiskerhabit var gennemblødt.

Men, trods alt var der allerede mange flere fugle end om lørdagen. Den store langvingede sule piskede mod vest i store antal, og det er altså bare altid en fantastisk havfugl at skue, om end den er forholdsvis almindelig som trækfugl i Danmark – især langs den jyske vestkyst. Ligesom så mange andre havfugle bruger den det meste af tiden over åbent hav, og så lander den hovedsageligt på land, når den skal ind og yngle. Den yngler ikke i Danmark, hvis vi ser bort fra den ensomme sule der boede på Christiansø og Bornholm, og som ynglede med en elstander (den døde desværre sidste år i en tragisk bilulykke, R.I.P.). Den nærmeste koloni findes på et fuglefjeld på øen Sylt ved Tysklands vestkyst.


Suler er altid fede, når de kommer fræsende ude over havet, og ind i mellem styrtdykker som torpedoer.

Kort efter at vi var ankommet ca. 7:30 og havde nydt både trækkende suler, storkjove, fløjlsænder og sortænder, kom den første birdalarm om noget mere usædvanligt – en mellemkjove som trak forbi Børstrup Hage ved Gilleleje i vestlig retning. En noget mere ualmindelig kjove end både almindelig kjove og storkjove. Alle kjover er dog super fede. Det er havets bøller, der terroriserer deres fætre, mågerne, blandt andre. De jagter rundt med dem, får dem til at slippe deres mad eller gylpe den op, så de kan stjæle et let måltid. På alle måder nogle badass rovmåger (her går I bare i gang med at google, for på sådan en havobs trækker fuglene ofte på flere kilometers afstand, og så er det svært at tage billeder). Der ville gå en lille time før mellemkjoven dukkede op, og i mellemtiden blev vi dybt skuffede over meldinger om store stormsvaler vest for os. Op til seks fugle! De må have opholdt sig i Issefjorden natten over, for så at trække videre vest. Det kunne være en ny art for min far og jeg, men snydt igen. Vi kunne dog glæde os over, at Michael pludselig ser en havørn styre direkte imod os, og den ældre havørn passerer tæt på os i øjenhøjde. Lige efter ryger der paniske skarver og måger på vingerne, men ørnen dasker bare stille og roligt videre mod vest.


En ældre havørn var så venlig at kigge forbi. 

Pludselig kommer der så endelig en melding om noget rigtig fedt! En ung sabinemåge fra Børstrup Hage, det vil også være ny art! Nu skal der bare holdes øje! Samtidig med at fuglene nærmer sig, og vi ikke har set skyggen af en mellemkjove, så nærmer en meget ubehagelig sort sky sig også. Det er ikke til at rumme, at det nu skal pisse ned, samtidig med at vi venter på et hit eller to! Men det gør det, og det regner ikke bare, det hagler ned med kæmpehagl, og vi må alle gemme os så godt som muligt under vores hætter og dækker optikken til. Michael bemærker, at en ride flyver lige over hovedet på os. Rider er pisse flotte og yngler blandt andet på Bulbjerg og i Hirtshals Havn, så de er almindelig langs den jyske vestkyst, men de er noget mere usædvanlige i indre farvande. Vi har allerede været heldige at se et par stykker ret godt. Derfor vælger jeg, at fokusere på min hætte, men Michael kaster et blik mere på fuglen, og saftsusemig om der nu ikke bliver råbt ”SABINEMÅGE”!


Haglvejr på vej. Som de ukuelige optimister vi var, troede vi ikke det ville ramme os. Vi tog fejl. 

Jeg går i febrilsk panik, hiver mit teleskop frem og kæmper med at få øjet til okularet, inden haglen får ram på det først. Jeg ser rumpetten af den lille elegante måge baske væk i pis´vejr mellem bølgerne, hvorefter den drejer væk rundt om kysten. Det er næsten ikke til at bære. Den har været 3-5 meter over hovedet på os, og så er man gemt væk i en hætte. Haglvejret har ikke kun fået os til at krympe os, det presser også fuglene helt ind til land, så man åbenbart misser dem. Her kan man se et billede af en ung sabinemåge som ikke blev overset.


Når nu det ikke lykkedes at fotografere sabinemågen, så får I her en ride fra arkivet. De er altså fede!

Da der er en smule ophold, pejler jeg skopet ud over havet, der mangler jo stadig masser af arter. Med det samme får jeg øje på en lille elegant terne-agtig fugl, som kommer ræsende ind i mod os. Jeg siger til de andre, at det ligner en lille kjove, men jeg ved ikke, om det bare er en terne. Det ræser bare videre ind i mod os, og da den er et par hundrede meter fra kysten både ryster den sig, bøjer hovedet bagover og drejer mod vest – vi er ikke de eneste der er utilfredse med vejret. Men nu står der klart, det er en lille kjove. En flot ældre fugl med sort kalot, lille sort rovnæb, lys kind og forparti i kontrast til grålig overside og bug samt en længere hale. Og bedst som jeg følger den og er overlykkelig over det fantastiske syn, så vælter det ned med endnu større hagl, og mine bare hænder får slag for alle pengene. Så jeg må til sidst slippe et sjældent syn – en gammel lille kjove. Vi er glade, og gennemblødte, og lidt skuffede over sabinemågen. Men alt i alt er det jo for vildt. To ret sjældne trækgæster i Danmark og meget, meget sjældne gæster i Kikhavn! Livet er herligt og nu kommer opklaringen, og en melding om, at en stor stormsvale på vej mod os, er også tikket ind. Mellemkjoven så vi dog aldrig noget til. Men her kan man se et billede af en lignende lille kjove - et fjerprydet vidunder. 


Glade og gennemblødte folk der lige har set en røvdårlig sabinemåge. Michael Trasborg og Allan Knudsen. 

Lige efter opklaringen følger meldingen om en topsjælden fugl – en atlantisk skråpe. Skråper er iskolde, de ræser bare afsted og er vitterlig havfugle, som trives bedst over vand. Det er sådan, at der er to sjældne skråper som ligner hinanden ekstremt meget, og derfor aldrig rigtig kan bestemmes fra hinanden. Men det er med al sandsynlighed en Kuhls skråpe og ikke Scopolis skråpe, som er på vej mod os. Og selv om vi ikke kan krydse den, så vil vi gerne se den største af de ret så sjældne skråper. Og den får Michael pludselig øje på langt, langt, laaaaaangt ude, hvor den bliver overhalet af en mindre og mere elegante sodfarvet skråpe! Det er jo de vildeste vesterhavsoplevelser på en god dag, som vi har gang i! Den store af skråperne vender om og forsvinder tilbage igen. Og jeg når ikke at se meget mere end, at den ene er større end den anden, og meget lysere på undersiden. Alligevel er det bare så fedt at opleve!!! 


De elegante og spidsvingede sildemåger trak dagen igennem lige over hovedet på os. 

Skråper flyver ofte på helt stive vinger i s-form hen over havet, det ser altså bare for vildt ud. Hvilket også resulteterer i, at jeg lidt efter tror, at jeg har en skråpe igen. Det er dog intet mindre end en helt fantastisk mallemuk, som flyver på samme måde. Endnu en sjælden gæst i Kattegat, og vi har endda flere eksemplarer tæt på land den dag. Mallemukken er en stormfugl, og stormfugle har rørformede næseborer med en eminent udviklet lugtesans, hvilket gør dem i stand til at lugte fiskeaffald og andet godt på enorme afstande. Derudover går der ikke mere end et kvarter, før Michael spotter den udmeldte store stormsvale, som jeg desværre kun se lynhurtigt, da den har passeret os. Min far når aldrig at se den. Men nu er der altså gang i den og trækket forsætter derudaf.


Mallemuk. Et gråt vidunder af en stormfugl, der ofte flyver rundt på helt stive vinger. 

Vi får senere besøg af Lene Teppel Rasmussen og Martin Liebermann, som slår sig ned og lidt efter kan nyde en stor stormsvale, som jeg får øje på et stykke ude mod øst, og derfor kan vi nu alle nyde den elegante fugl danse over havet hele vejen mod vest, muligvis var der endda to. Dette er dog svært at se, da de flyver så tæt på vandet som muligt, for at undgå farer (så som bandit-kjover), og derfor hele tiden forsvinder ned i bølgedalene. Se et billede af balletdanseren her. Alle er glade, og pludselig passerer også en flot almindelig kjove på forholdsvis tæt afstand. Hvilket bare bliver toppet at, at Martin pludselig råber ”der kommer en til kjove der”. Og sørme så – lige på vej imod os er en ung lille kjove, som lige laver lidt ballade med verdens største måge – en svartbag, og derefter forsvinder hurtigt mod vest. 


Endelig lykkedes det at få et skud af en af højdepunkterne - en ung lille kjove. Et af kendetegnene er
blandt andet en stribet undergump, som måske kan anes på billedet.

Jublen vil ingen ende tage, og dagen fortsætter med flere almindelige fede fugle. Vi ender med at slutte dagen af med et par mallemukker mere, en ride og en almindelig kjove, der gør livet surt for en måge. Trætte, glade, gennemkolde, ømme og mere glade sætter vi kursen tilbage mod København og takker for en helt igennem fantastisk trækdag ved Kikhavn, som vi aldrig glemmer. Hvis man ikke har prøvet den slags oplevelser, så prøv det, det er simpelthen ualmindelig fedt. Og med al den snak om invasive arter i disse dage, som ingen af os kan lide, så vil jeg gerne lige sende en tak til en af dem – hybenrose. Uden den havde vi nok ikke holdt så længe i kulden og blæsten, den gav os god læ den hybenbusk, så tak! Nogle gange er du slet ikke så slem, som alle går og siger. Nu glæder jeg mig til at sætte kursen mod Blåvand i næste uge, og jeg vil meget gerne se de samme arter igen.

En samlet liste over observationerne fra dagen kan ses her


Skypumper var der et par stykker af denne råskønne efterårsdag. 

Ørnetur til Skåne - blå himmel, højt humør og 1, 2, mange ørne.

findsmiley

Den 25. februar ramte den sibiriske kulde for alvor landet. Om morgenen pakkede jeg mig derfor godt ind i uld, inden jeg tog mod Sjælør for at mødes med 33 glade deltagere, som jeg skulle guide rundt på en ørnetur i Skåne.

Turen var arrangeret af Scanbird i samarbejde med Information, og forventningerne til at se kongeørn og havørn var høje, da vi hoppede om bord i bussen hos vores herlige chauffør – Roland. Heldigvis skulle det vise sig, at både ørnene og vejret artede sig til perfektion denne dag.


Glade deltagere sammen med vores chauffør

I Danmark og Skåne yngler der tre arter af ørne – fiskeørn, kongeørn og havørn. Men! Det skal lige nævnes, at fiskeørnen slet ikke er en ørn, selv om den ligner og har ørn i navnet. Den tilhører sin helt egen familie, men nævnes det skal den

1  2