Østershatte, brandbiler og bonusdyr

findsmiley

Der er bare ikke noget bedre, end at samle sine egne svampe. Slet ikke når man er sikker på, at det er de rigtig gode og spiselige af slagsen. Nogle gange, så kan man være lidt ekstra heldig, for så dukker der spændende ting op i svampene. Og det er faktisk en lille smule bedre, end bare at samle svampene alene. For prøv lige at se, hvilke fantastiske små væsener der kan gemme sig i en østershat. 

I weekenden var jeg igen i år oppe for at tømme og tjekke redekasserne på Rungstedlund, sammen med de andre frivillige i redekassegruppen. Det er altid en hyggelig begivenhed, og sidste år havde vi følgeskab af en meget tillidsfuld rødhals (lidt mere læsestof om rødhalsen, Karen Blixen og gamle træer kan læses her). I år var det ret mildt den 12. januar, og på inspektionsrunden fandt jeg hurtigt ud af, at der voksede østershatte rundt omkring på de gamle, døde bøgestammer. Det lader til at have været et godt år for østershatte, og endelig fandt jeg også den velsmagende svamp. Så jeg fik samlet en lille mængde i en plastspand, som jeg tog med hjem efter dagens arbejde.


Østershatte galore på en gammel bøgestamme

Om aftenen skulle jeg ude og have lidt at drikke med et par veninder, og vi startede hjemme hos mig. Her kan jeg lige så godt sige, at vi nåede at indtage en del brandbiler og andet godt, i løbet af et par timer. Bare fordi man har rundet de 30 år, så skal man ikke holde sig tilbage, når det kommer til nostalgiske drikkevarer. På et tidspunkt kommer jeg i tanke om, at jeg da lige skal vise mine flotte østershatte frem. Og jeg ved ærlig talt ikke hvorfor, det er jo ikke helt så fedt som at fremvise et par nye sko. Men de var nu flotte, og der gik ikke mange sekunder, før min veninde spottede et par flotte biller på svampene.


En meget fin og svampeglad bille

 

Euforisk løb jeg ind efter kameraet, og da jeg vendte tilbage, røg den ene bille på gulvet. Jeg skal ikke sige, om det var alkoholen eller begejstringen der gjorde os fummelfingrede i situationen. Men det har nok været begejstringen. Vi fik dog genfundet billen på gulvet, fotograferet den fra alle vinkler, og puttet den tilbage i spanden sammen med svampene og de andre biller. I det hele taget ved jeg ikke, om jeg havde regnet med at billerne ville forsvinde som dug fra solen, lige så snart jeg forlod lejligheden. De havde trods alt holdt sig til svampene i flere timer. Men lad os bare antage, at den febrilske fotografering og behovet for øjeblikkelig dokumentation, også skyldtes begejstringen. 

Fluks fik jeg konsulteret nøgleholdet, og billen viste sig at være Tetratoma fungorum, en art der som navnet antyder er knyttet til svampe. Nærmere betegnet er den rigtig glad for svampe, som vokser på træer. Så alt i alt gav det jo god mening, at den hang ud i østershattene sammen med sine venner. Lykkelig over endnu en art på listen mod de 1000 årsarter begav vi os ud i nattelivet, og fejrede den flotte bille. Eller, det gjorde vi egentlig ikke. Men det var i hvert fald en god tur.


Der var nærmest en hel familiesammenkomst af Tetratoma fungorum

Den efterfølgende dag, efter at den værste hovedpine var forduftet, gik jeg naturligvis i gang med at studere svampenes indhold nærmere. De viste sig at indeholde i alt seks individer af den føromtalte bille, tre forskellige larver og to forskellige springhaler. Springhalerne har jeg fået bestemt via hjemmesiden fugle og natur, og jeg har endnu engang lært en masse, bare ved at plukke nogle bøgehatte. Det er da ærlig talt fuldstændig vidunderligt!


Springhalen Tomocerus vulgaris i sit stiveste gulddress. Husk at den kun er få milimeter stor i virkeligheden. 

Efter en større fotosession blev alle dyrene sluppet ud (sammen med en madpakke bestående af østershat). Dermed var der kun resten af østershattene tilbage, og jeg kan lige så godt sige, at de smagte fuldstændig vidunderligt i en omgang meget fornem tømmermandsmad.

 

Om jeg så har fået skræmt dig fra vid og sans med hensyn til at plukke svampe, håber jeg ikke. Jeg håber, at du har fået lyst til at kigge lidt nærmere på svampene derude. Men husk, at uanset hvad, så skal man jo være 100% sikker på, hvad man plukker. Hvis man altså vil spise svampene, man kan altid bare kigge efter spændende biller og andet godt. Men jeg kan ikke udelukke, at hvis man har fundet spisesvampe, så får man nok også indtaget lidt springhaler eller larver en gang i mellem.


Kuglespringhalen Dicyrtomina saundersi. Den er altså ikke større end 1 milimeter!

1000 arter på et år

findsmiley

Jeg har et nytårsforsæt. I 2019 skal jeg se minimum 1000 arter på et år. For nogle lyder det måske som en overkommelig opgave, for andre lyder det som en vanvittig opgave. Personligt aner jeg ikke, hvor svær opgaven egentlig er. Jeg ved, at fuglene nok skal dække +200 arter. Derudover kender jeg mange andre arter, men når vi nu har +37.000 arter i Danmark, så kender jeg i virkeligheden kun en meget, meget lille brøkdel. Og det er egentlig formålet med nytårsforsættet. Jeg bliver ustandseligt forundret, når jeg støder på en ny art, så jeg vil gerne blive klogere. Både fordi at det er sjovt for mig, men også fordi, at jeg så har endnu mere jeg kan formidle videre i dagligdagen. Den kombination synes jeg ærlig talt er helt fantastisk, så opgaven skal lykkes.  

Faktisk har jeg to nytårsforsæt. Det andet er at skrive nogle flere indlæg her på siden. For selv om 2018 var et utrolig travlt år, så er det ikke en undskyldning for de manglende indlæg. Hvis jeg nu lægger min indre storyteller lidt væk en gang i mellem, og ikke tror, at jeg skal fortælle en hel livshistorie på en gang. Så bliver det noget mere overskueligt. Derfor vil jeg i år prøve at skrive lidt kortere indlæg, så jeg kan få det gjort noget oftere. Lad mig derfor starte året med at fortælle om min første rigtige ekspedition ud efter mange forskellige arter. Uden at gøre det til en roman. Turen var både en bragende fiasko og fuldstændig vidunderlig.

Søndag d. 6. januar var jeg på tur med min far. Det er det gode ved at ens forældre var indgangen til alt nørderiet i sin tid. Det er ret let at lave en udflugt, uden at nogen keder sig. Turen gik først til Køge Sydstrand og derefter Ølsemagle Revle. Vi skulle på fugletur, men jeg havde skumle bagtanker. Der var, som mange ved, en kraftig storm i nytårsdagene, og det medførte forhøjet vandstand mange steder. Og det er ensbetydende med bunker af krible-krable dyr i opskyl rundt omkring. Hvilket jeg kun lige har lært fra mine kloge venner, som ustandseligt drøner ud og roder i opskyl, så snart der er mulighed for det. Og hvorfor så det? Jo, det er faktisk ganske simpelt. Mange små dyr er gået i vinterhi i jorden, under blade, stubbe, sten osv. Så når et helt område bliver oversvømmet, så har de dyr ikke rigtig lyst til at drukne, og så ender de i opskylsbræmmerne fra oversvømmelsen, når vandet trækker sig tilbage igen. Så udstyret med både kikkert, kamera, teleskop og en hvid vaskebalje samt glas og poser, var jeg klar til både fugle og små dyr i opskyl. Let the mission begin.


Rimfrost når det er bedst. 

Ved Køge Sydstrand var der intet opskyl, til gengæld var det en helt fortryllende morgen. Alt var dækket af rim, og stik modsat hvad vejrudsigten havde forudsagt, så skinnede solen om kap med de små iskrystaller. Jeg er fuldstændig forgabt i morgener, hvor rimfrosten ligner et fint tæppe der er rullet ud over landskabet. At vanddamp i løbet af en nat kan blive til et magisk eventyrsland, når temperaturen falder, er noget af det flotteste man kan stå op til. Så på trods af at der ikke var hverken opskyl eller særligt mange fugle, så var det helt vindstille og på en måde meget afstressende, at få lov til bare at nyde sådan en morgen.


En smuk tårnfalk hang over engområdet ved Køge Sydstrand. 

Køge Sydstrand er normalt et godt sted at se bjerglærker om vinteren. En virkelig hårdførd lærke langt fra nord, som man ikke ser hver dag. Men bjerglærkerne havde ikke været set siden før nytår, så vi troede egentlig at de var væk. Men på vejen tilbage var de pludselig lige foran os i et kort øjeblik, en fin flok på fem individer. Kort efter blev de skræmt væk af uvidende strandgæster, som nok troede at jeg bare stod der og fotograferede sandet. Nogle gange kan jeg næsten få det helt dårligt, når jeg ved hvad folk går glip af. Men vi fik da et fint glimt af dem, inden de fløj hen til et mere fredeligt sted. Bjerglærkerne ses ofte langs kysterne, hvor de kan finde tanglopper og andet godt i den tang der skyller op på land.


På trods af den gule og sorte markering i hovedet, så er bjerglærker ekstremt godt camoufleret på stranden. 

Efter et par timer på Køge Sydstrand gik turen videre til Ølsemagle, og jeg havde her løftet sløret for mine skumle planer, om at ryste opskyl hele vejen ned langs revlen. Og der var meget opskyl. Der lå bræmmer af knækkede rør fra rørskoven over det hele, så et godt stykke af strandengen havde været oversvømmet. Jeg kunne ærlig talt ikke vente med at komme i gang, så da det første tang blev rystet ned i baljen, var jeg forberedt på de første 10-20 spændende biller og andet godt til årslisten. Men hvilken skuffelse! Der var intet. Som i intet i baljen. Uanset hvor meget jeg så rystede. Når jeg kiggede efter var der måske en lille bitte edderkop og en masse springhaler.


En helt perfekt omgang opskyl - troede jeg. 

 Springhaler er bittesmå leddyr der findes stort set overalt, men man ser dem ikke, for de kun er få millimeter. Om end ikke andet er det meget fascinerende dyr, som kan springe ualmindeligt langt, fordi de har en springgaffel der fungerer som katapult. Men altså, jeg kunne godt tænke mig at starte i den lidt større afdeling, på vejen op til de 1000 arter. Så jeg lod springhaler være springhaler (der er mange arter), og så fik jeg ellers rystet endnu mere opskyl hele vejen ned, uden nogen form for succes. Jeg fik frustreret skrevet og spurgt mine dygtige venner, om det opskyl overhovedet så rigtigt ud. Det gjorde det, så måske skulle jeg bare ryste endnu hårdere. Så, ja, det gjorde jeg. Til stor morskab for min far, som ellers kan være lidt træt af, at vi efterhånden skal kigge på alt der bevæger sig ud over fuglene. Men ok, det ser måske også lidt mærkeligt ud, når der står en arrig blondine midt ude i ingenting, og smadrer våde tangrør ned i en vaskebalje. Ikke desto mindre hjalp det ingenting, der var stadig kun springhaler i hobetal. Nå ja, og et par små døde fluer. Måske havde frosten alligevel været lidt for hård for mange af de små dyr. 


En smuk blå kærhøg kom elegant fouragerende forbi os. 

Bagefter fandt jeg ud af, at jeg måske skulle have taget noget af opskyllet med hjem, for lidt varme ville nok få gang i dyrene. Det havde jo været meget koldt om natten. Men det fik jeg ikke gjort, så mit første forsøg på at få masser af arter til listen, var mere eller mindre håbløst. Jeg fik dog erfaringen med mig, og jeg er så klar til at prøve igen, om jeg så skal slæbe flere store sække med hjem, og gennemtrawle opskyl for dyr. Og ikke desto mindre, så fortsatte solen med at skinne på østkysten, og turen langs Ølsemagle Revle var fantastisk i det smukke vejr, og vi havde både en overvintrende sanglærke, en flot blå kærhøg og rigtig mange ænder og gæs. På turen tilbage lå der tilmed brandmænd på stranden, så alt i alt er jeg da oppe på lige over 80 arter nu. De fleste fugle, men jeg tror stadig på at de 1000 arter nok skal kunne nås. 


Brandmand til listen!

Til sidst et stort tak til alle dem, som hjælper mig, når jeg kommer med spørgsmål om alle de ting jeg ikke kender. Jeg ville ikke engang turde sætte mig for at nå 1000 arter, hvis der ikke var så mange hjælpsomme mennesker. En særlig tak til hele Nøgleholdet fra Naturhistorisk Museum i Aarhus og omegn (her snakker vi altså virkelig dygtige eksperter, som nærmest har hver deres spidskompetence) samt det alvidende orakel Jens Søgaard. I lider helt sikkert allermest under min konstante higen efter at blive klogere på alting, det må være et slid at høre på, men det betyder utrolig meget, at I gider!

Stormen Knud, hagl og fantastiske havfugle fra Atlanten

findsmiley

Den 25. september havde jeg sammen med min far aftalt, at vi skulle ud og se på nogle havfugle. Stormen Knud har nemlig ikke kun ført koldere vejr og blæst med sig, den har også ført masser af spændende havfugle fra Atlanten helt ind i Kattegat og Øresund. Ingen af os har nogensinde havobset særlig meget efter en god efterårsstorm, så vi var fast besluttede på at få et par nye arter på vores DK-liste. Men vi opdagede også, at efterårsvejret hurtigt kan tage hagle en ned.

Klokken var ikke mere end 5:30 da vi drog mod Kikhavn i Nordsjælland. Om lørdagen havde vi også forsøgt os med havobs fra Kikhavn, da det var den første dag med god vind, efter at Knud havde været forbi. Det var dog lidt en skuffelse rent fuglemæssigt, selv om selskabet var i top, da flere af de hardcore lokale fuglekiggere var på plads – blandt andet Søren Haaning Nielsen og Michael Trasborg. Så da der om søndagen blev meldt masser af fugle ud på Birdalarm (ja vi nørder har naturligvis et meldesystem til sjældne fugle), så måtte vi bare afsted igen mandag og håbe på det bedste. Jeg havde truet med, at jeg muligvis ville blive ornitoprimeret, hvis jeg ikke så nogle spændende havfugle denne dag.


En af de fede fugle som sås både lørdag og mandag - lille kobbersneppe.
Vadefuglen der kan tage 238 marathon i træk uden pause!

Ret hurtigt erfarede vi dog, at efterårsvejret er som vinden blæser – bogstavelig talt. Søndag aften lovede vejrudsigten hård vind fra NV og kun få dryp, hvilket er perfekt, for så bliver fuglene presset ind mod den nordsjællandske kyst, hvilket ikke kunne ikke være bedre. Det er jo federe at se dem tæt på, end som fnuller i horisonten. Men allerede mandag morgen var det vejrvarsel ændret til skiftende vindretninger, og at himmelens sluser skulle åbne sig på køreturen. Der var vand overalt, og det begyndte også at hagle og lyne. Alle bilister på strækningen (i den grad inklusiv os) kørte maks 60 km/t, da det stod ned i stænger, og kørebanen nærmest ikke var til at se for refleksion af billygter i vandet på vejen. Alt i alt en super god start på turen. Men ok, hvis vejrudsigten holdt, så ville det forhåbentlig stoppe på et eller andet tidspunkt.


En smuk regnbue åbnede dagen som en ildkugle over himmelen. 

Vi kørte derfor først til Hundested Havn, for at kigge lidt ud over vandet, og lige så stille og roligt stoppede vandmasserne, og den smukkeste regnbue åbenbarede sig som en ildkugle ud over havnen, det var helt vanvittig flot – og der måtte jo være guld for enden, som godt kunne se ud til at være Kikhavn. Så efter at have stoppet de lokale måger med kiks, satte vi kurs mod Kikhavn. Her mødte vi Michael Trasborg, som havde holdt stand i regnvejret tidligere, og derfor – på trods af sin fiskerhabit var gennemblødt.

Men, trods alt var der allerede mange flere fugle end om lørdagen. Den store langvingede sule piskede mod vest i store antal, og det er altså bare altid en fantastisk havfugl at skue, om end den er forholdsvis almindelig som trækfugl i Danmark – især langs den jyske vestkyst. Ligesom så mange andre havfugle bruger den det meste af tiden over åbent hav, og så lander den hovedsageligt på land, når den skal ind og yngle. Den yngler ikke i Danmark, hvis vi ser bort fra den ensomme sule der boede på Christiansø og Bornholm, og som ynglede med en elstander (den døde desværre sidste år i en tragisk bilulykke, R.I.P.). Den nærmeste koloni findes på et fuglefjeld på øen Sylt ved Tysklands vestkyst.


Suler er altid fede, når de kommer fræsende ude over havet, og ind i mellem styrtdykker som torpedoer.

Kort efter at vi var ankommet ca. 7:30 og havde nydt både trækkende suler, storkjove, fløjlsænder og sortænder, kom den første birdalarm om noget mere usædvanligt – en mellemkjove som trak forbi Børstrup Hage ved Gilleleje i vestlig retning. En noget mere ualmindelig kjove end både almindelig kjove og storkjove. Alle kjover er dog super fede. Det er havets bøller, der terroriserer deres fætre, mågerne, blandt andre. De jagter rundt med dem, får dem til at slippe deres mad eller gylpe den op, så de kan stjæle et let måltid. På alle måder nogle badass rovmåger (her går I bare i gang med at google, for på sådan en havobs trækker fuglene ofte på flere kilometers afstand, og så er det svært at tage billeder). Der ville gå en lille time før mellemkjoven dukkede op, og i mellemtiden blev vi dybt skuffede over meldinger om store stormsvaler vest for os. Op til seks fugle! De må have opholdt sig i Issefjorden natten over, for så at trække videre vest. Det kunne være en ny art for min far og jeg, men snydt igen. Vi kunne dog glæde os over, at Michael pludselig ser en havørn styre direkte imod os, og den ældre havørn passerer tæt på os i øjenhøjde. Lige efter ryger der paniske skarver og måger på vingerne, men ørnen dasker bare stille og roligt videre mod vest.


En ældre havørn var så venlig at kigge forbi. 

Pludselig kommer der så endelig en melding om noget rigtig fedt! En ung sabinemåge fra Børstrup Hage, det vil også være ny art! Nu skal der bare holdes øje! Samtidig med at fuglene nærmer sig, og vi ikke har set skyggen af en mellemkjove, så nærmer en meget ubehagelig sort sky sig også. Det er ikke til at rumme, at det nu skal pisse ned, samtidig med at vi venter på et hit eller to! Men det gør det, og det regner ikke bare, det hagler ned med kæmpehagl, og vi må alle gemme os så godt som muligt under vores hætter og dækker optikken til. Michael bemærker, at en ride flyver lige over hovedet på os. Rider er pisse flotte og yngler blandt andet på Bulbjerg og i Hirtshals Havn, så de er almindelig langs den jyske vestkyst, men de er noget mere usædvanlige i indre farvande. Vi har allerede været heldige at se et par stykker ret godt. Derfor vælger jeg, at fokusere på min hætte, men Michael kaster et blik mere på fuglen, og saftsusemig om der nu ikke bliver råbt ”SABINEMÅGE”!


Haglvejr på vej. Som de ukuelige optimister vi var, troede vi ikke det ville ramme os. Vi tog fejl. 

Jeg går i febrilsk panik, hiver mit teleskop frem og kæmper med at få øjet til okularet, inden haglen får ram på det først. Jeg ser rumpetten af den lille elegante måge baske væk i pis´vejr mellem bølgerne, hvorefter den drejer væk rundt om kysten. Det er næsten ikke til at bære. Den har været 3-5 meter over hovedet på os, og så er man gemt væk i en hætte. Haglvejret har ikke kun fået os til at krympe os, det presser også fuglene helt ind til land, så man åbenbart misser dem. Her kan man se et billede af en ung sabinemåge som ikke blev overset.


Når nu det ikke lykkedes at fotografere sabinemågen, så får I her en ride fra arkivet. De er altså fede!

Da der er en smule ophold, pejler jeg skopet ud over havet, der mangler jo stadig masser af arter. Med det samme får jeg øje på en lille elegant terne-agtig fugl, som kommer ræsende ind i mod os. Jeg siger til de andre, at det ligner en lille kjove, men jeg ved ikke, om det bare er en terne. Det ræser bare videre ind i mod os, og da den er et par hundrede meter fra kysten både ryster den sig, bøjer hovedet bagover og drejer mod vest – vi er ikke de eneste der er utilfredse med vejret. Men nu står der klart, det er en lille kjove. En flot ældre fugl med sort kalot, lille sort rovnæb, lys kind og forparti i kontrast til grålig overside og bug samt en længere hale. Og bedst som jeg følger den og er overlykkelig over det fantastiske syn, så vælter det ned med endnu større hagl, og mine bare hænder får slag for alle pengene. Så jeg må til sidst slippe et sjældent syn – en gammel lille kjove. Vi er glade, og gennemblødte, og lidt skuffede over sabinemågen. Men alt i alt er det jo for vildt. To ret sjældne trækgæster i Danmark og meget, meget sjældne gæster i Kikhavn! Livet er herligt og nu kommer opklaringen, og en melding om, at en stor stormsvale på vej mod os, er også tikket ind. Mellemkjoven så vi dog aldrig noget til. Men her kan man se et billede af en lignende lille kjove - et fjerprydet vidunder. 


Glade og gennemblødte folk der lige har set en røvdårlig sabinemåge. Michael Trasborg og Allan Knudsen. 

Lige efter opklaringen følger meldingen om en topsjælden fugl – en atlantisk skråpe. Skråper er iskolde, de ræser bare afsted og er vitterlig havfugle, som trives bedst over vand. Det er sådan, at der er to sjældne skråper som ligner hinanden ekstremt meget, og derfor aldrig rigtig kan bestemmes fra hinanden. Men det er med al sandsynlighed en Kuhls skråpe og ikke Scopolis skråpe, som er på vej mod os. Og selv om vi ikke kan krydse den, så vil vi gerne se den største af de ret så sjældne skråper. Og den får Michael pludselig øje på langt, langt, laaaaaangt ude, hvor den bliver overhalet af en mindre og mere elegante sodfarvet skråpe! Det er jo de vildeste vesterhavsoplevelser på en god dag, som vi har gang i! Den store af skråperne vender om og forsvinder tilbage igen. Og jeg når ikke at se meget mere end, at den ene er større end den anden, og meget lysere på undersiden. Alligevel er det bare så fedt at opleve!!! 


De elegante og spidsvingede sildemåger trak dagen igennem lige over hovedet på os. 

Skråper flyver ofte på helt stive vinger i s-form hen over havet, det ser altså bare for vildt ud. Hvilket også resulteterer i, at jeg lidt efter tror, at jeg har en skråpe igen. Det er dog intet mindre end en helt fantastisk mallemuk, som flyver på samme måde. Endnu en sjælden gæst i Kattegat, og vi har endda flere eksemplarer tæt på land den dag. Mallemukken er en stormfugl, og stormfugle har rørformede næseborer med en eminent udviklet lugtesans, hvilket gør dem i stand til at lugte fiskeaffald og andet godt på enorme afstande. Derudover går der ikke mere end et kvarter, før Michael spotter den udmeldte store stormsvale, som jeg desværre kun se lynhurtigt, da den har passeret os. Min far når aldrig at se den. Men nu er der altså gang i den og trækket forsætter derudaf.


Mallemuk. Et gråt vidunder af en stormfugl, der ofte flyver rundt på helt stive vinger. 

Vi får senere besøg af Lene Teppel Rasmussen og Martin Liebermann, som slår sig ned og lidt efter kan nyde en stor stormsvale, som jeg får øje på et stykke ude mod øst, og derfor kan vi nu alle nyde den elegante fugl danse over havet hele vejen mod vest, muligvis var der endda to. Dette er dog svært at se, da de flyver så tæt på vandet som muligt, for at undgå farer (så som bandit-kjover), og derfor hele tiden forsvinder ned i bølgedalene. Se et billede af balletdanseren her. Alle er glade, og pludselig passerer også en flot almindelig kjove på forholdsvis tæt afstand. Hvilket bare bliver toppet at, at Martin pludselig råber ”der kommer en til kjove der”. Og sørme så – lige på vej imod os er en ung lille kjove, som lige laver lidt ballade med verdens største måge – en svartbag, og derefter forsvinder hurtigt mod vest. 


Endelig lykkedes det at få et skud af en af højdepunkterne - en ung lille kjove. Et af kendetegnene er
blandt andet en stribet undergump, som måske kan anes på billedet.

Jublen vil ingen ende tage, og dagen fortsætter med flere almindelige fede fugle. Vi ender med at slutte dagen af med et par mallemukker mere, en ride og en almindelig kjove, der gør livet surt for en måge. Trætte, glade, gennemkolde, ømme og mere glade sætter vi kursen tilbage mod København og takker for en helt igennem fantastisk trækdag ved Kikhavn, som vi aldrig glemmer. Hvis man ikke har prøvet den slags oplevelser, så prøv det, det er simpelthen ualmindelig fedt. Og med al den snak om invasive arter i disse dage, som ingen af os kan lide, så vil jeg gerne lige sende en tak til en af dem – hybenrose. Uden den havde vi nok ikke holdt så længe i kulden og blæsten, den gav os god læ den hybenbusk, så tak! Nogle gange er du slet ikke så slem, som alle går og siger. Nu glæder jeg mig til at sætte kursen mod Blåvand i næste uge, og jeg vil meget gerne se de samme arter igen.

En samlet liste over observationerne fra dagen kan ses her


Skypumper var der et par stykker af denne råskønne efterårsdag. 

Ørnetur til Skåne - blå himmel, højt humør og 1, 2, mange ørne.

findsmiley

Den 25. februar ramte den sibiriske kulde for alvor landet. Om morgenen pakkede jeg mig derfor godt ind i uld, inden jeg tog mod Sjælør for at mødes med 33 glade deltagere, som jeg skulle guide rundt på en ørnetur i Skåne.

Turen var arrangeret af Scanbird i samarbejde med Information, og forventningerne til at se kongeørn og havørn var høje, da vi hoppede om bord i bussen hos vores herlige chauffør – Roland. Heldigvis skulle det vise sig, at både ørnene og vejret artede sig til perfektion denne dag.


Glade deltagere sammen med vores chauffør

I Danmark og Skåne yngler der tre arter af ørne – fiskeørn, kongeørn og havørn. Men! Det skal lige nævnes, at fiskeørnen slet ikke er en ørn, selv om den ligner og har ørn i navnet. Den tilhører sin helt egen familie, men nævnes det skal den

Sibirisk kulde, fuglefodring, paparazzi-stunder, hjemmelavet fedtblanding og måske et hit.

findsmiley

I weekenden rammer kulden os for alvor, og når der er frost og kulde, så bliver det ikke nemmere at være fugl. Fuglene skal søge føde i dobbelt tempo, så spæklaget på kroppen stadig er stort nok til, at kulden ikke tager livet af dem. Det er her, at man kan hjælpe den lokale bestand lidt.

At fodre fuglene i haven gør ikke noget for bestanden som sådan, de svageste individer overlever ikke, og sådan opretholdes den naturlige balance. Men lokalt kan man godt redde en del fugleliv igennem vinteren, og det er jo ærlig talt også meget rart at vide. Derudover er det piv underholdende at kigge på alle fuglene der vimser rundt udenfor. Så til glæde for de lokale fugle og sig selv, så få gang i fuglefodringen udenfor.


Bogfinken er en af vores mest almindelige fugle, og hannen er ualmindeligt smuk

Hvis du ikke har en have, så kan du altid købe en af de små foderautomater, som kan sidde på vinduet. Jeg bor midt i indre København, og min gård er så lille og intetsigende, at der ikke er meget liv. Men jeg har en lille foderkugle på ruden, og jeg får dagligt besøg af Karl. Karl er den fede ringdue, som lander på vinduesafsatsen, og så liiiiige kan få næbbet op i den lille kugle og tømme den på rekordfart. Men det er hyggeligt, og jeg har en fugl på foderbrættet. Win-win.

Den hedder i øvrigt Karl, fordi den mangler en del fjer i hovedet. Så jeg forestiller mig, at den er en rigtig karl, som gerne tager en slåskamp med de lokale duer i parken. 

Tilbage til fodringen. Her følger nogle få tips.

  • Solsikkefrø er altid et hit. Derudover elsker frøspiserne hampefrø, hirsefrø, hørfrø og fedtblandinger. Vildtfugleblandinger er også rigtig gode, men undgå at købe de helt billige, hvor der mest er kornsorter i. Fuglene er nogle snobber, og de gider det ikke. Medmindre du har mange af Karls slags i haven, de er ikke kræsne og spiser med glæde også korn.
  •  Sørg for ikke at overfodre, så det tiltrækker rotter om natten. Hellere fylde op to gange på en dag, end at fodre til rotterne om natten. Som man siger.

  • Sørg for at der er vand til fuglene. Især når det er frostvejr. Fuglene har også brug for vand om vinteren, og det er ret svært at finde i frostvejr. Ligger der sne kan de godt spise det, men det er nu stadig rarere med noget frisk vand. Og ja, det fryser hurtigt til. Men det kan hurtigt tøes op med kogende vand. Ellers kan man også bruge en silikoneform, så vandet er lige til at vippe ud.


Vand er essentielt. Og så er det jo altid dejligt med en dukkert. 

  • INTET SALT. Fuglene skal ikke have salt, og det gør ikke tørsten mindre. Så undgå salt på deres menukort. Nogle bruger stegemargarine, når de laver hjemmelavede fedtblandinger. Don’t. Jeg kommer med en guide til hjemmelavede fedtblandinger til sidst i indlægget.
  • Og når vi er ved fedtblandingerne. Alle kender mejsekugler, som i øvrigt også kan være af svingende kvalitet, og let fryser til frostboller i kulden. Men tag nu for pokker nettet af de mejsekugler, så plastiknettene ikke flyver rundt og i værste fald skader et dyr. Nogle fugle bruger dem tilmed som redemateriale, og det er noget rod, især når ungerne forlader reden. Heldigvis undlader flere og flere producenter dem. 
  • Æbler er alletiders til især havens drosler. Men sørg for at sprede dem lidt ud. Især solsort og sjagger er nogle hidsige banditter. De bruger næsten mere energi på at slås om førsteretten, end de får ud af at spise, hvis æblerne ligger i en bunke.
  • Nej, du får nok ikke gærdesmutten hen på foderbrættet. Den lever udelukkende af animalsk føde. Du kan altid rende rundt og gemme melorme i kringelkrogene, hvor du plejer at se den. Eller gå helt amok og smøre kødfars på diverse stammer. Men ellers er det altså lidt svært at behage den lille sag. 


Få pillet de grimme grønne plastiknet af mejsekuglerne, det er en øjenbæ og de gør ingen gavn

For nylig da jeg var hjemme hos min mor, morede jeg mig med at lege paparazzi på foderpladsen. Jeg kan fjernstyre mit kamera således, at kameraet kan stå udenfor, og jeg kan stå inden foran brændeovnen og tage billederne via mobilen. Fuglene på jorden i denne artikel er taget på denne måde, og jeg er vild med det. Fuglene er ikke forstyrrede, og man kan få dem i et ret fedt perspektiv. Ulempen er selvfølgelig, at man ikke kan dreje kameraet. Så det kan godt være lettere frustrerende, når den overskønne konge af foderbrættet – kernebideren, står lige uden for kameravinklen.


I cirka 10 sekunder var jeg så heldig, at kong kernebider gik ind foran linsen

Men hvis den her kulde fortsætter, så skal jeg i den grad også lege paparazzi, næste gang jeg kommer hjem til min mor på Bornholm. Der er ikke det helt store, ved at tage billeder af Karl ude i gården. Den dag jeg legede paparazzi, havde jeg kun kameraet et enkelt sted, hvor det fotograferede fuglene på jorden. Jeg nåede hverken at prøve det på foderautomaten eller vandbadet, men jeg forestiller mig, at der kan komme nogle fede billeder ud af det i fremtiden.

Min mor er også kun lige flyttet til sit nye hus, så fuglene skal lige vende sig til situationen. På trods af det myldrede det med musvitter, blåmejser, gulspurve, grønirisker, bogfinker, den lokale skovspurvebande (det flyver i tæt flok konstant og lyder lidt bas ass), kernebider, solsort og gråspurv. Derudover har der allerede været sjagger, dompap, stillits, grønsisken, halemejser, fuglekonger og spurvehøg i haven. Nå ja, og et par af de tykke ringduer. Over haven har der været blisgås, grågås, skarv, musvåge, ravn og alle de andre kragefugle, engpiber, skovpiber samt ikke mindst stor korsnæb.


Et par af kumpanerne fra den lokale skopvspurvebande sammen med bogfinke

Så jeg har store forventninger til den have, både for hvad der ender med at samles på foderpladsen, men også til når træksæsonen starter, og fuglene vælter over haven. Jeg forventer selvfølgelig også, at spurvehøgen dumper ned og nakker en fugl lige foran kameraet en dag. Den er ofte på besøg i haven, og når man fodrer småfuglene, kan man også være så heldig at få den prægtige rovfugl på besøg.

Det er sgu da vildt, at man kan se naturen udfolde sig på den måde, lige uden for sin egen dør. Men allermest håber jeg på, at den sibiriske kulde får en rigtig sjælden værling eller drossel til at dumpe ned på foderpladsen, det er den ultimative drøm. Og så må det gerne være, når jeg er hjemme, så jeg ikke bare får et billede tilsendt fra min mor - med en ny art for landet. Det er jo så til gengæld skrækscenariet, om end det stadig er fedt. 


Trængsel på foderpladsen, her med både grønirisker og bogfinker

Til sidst vil jeg komme med opskriften på hjemmelavet fedtblanding, som jeg plejer at lave den (du kan jo putte alt i den, bare der IKKE er salt i). Put fedtblandingen i nogle forme, eller rundt om fx grankogler. Der er ingen grænser for kreativiteten. 

Ingredienser:

  • Fedstof. Af miljømæssige årsager er det godt at bruge plantefedt. Ellers er palmin populært at bruge, da det er nemt at få fat i. Lad være med at bruge svinefedt, det er seriøst ikke rart at stå og varme op i et køkken. Det dufter på ingen måde. Jeg kan end ikke beskrive lugten. Så det lader jeg lige være med. Men så er I advaret. Og så tager vi den lige en gang til: INGEN SALT I FEDTSTOFFET!
  • Solsikkekerner efter behag.
  • Usaltede jordnødder efter behag.
  • Rosiner efter behag.
  • Hvad der nu lige er i køkkenet af kerner efter behag: hør, hamp, solsikke, græskar, you name it.
  • Hvis det virkelig skal være kræs, kan man putte melorme i, det vil fx rødhalsen elske, da den foretrækker animalsk føde om vinteren. 

Sådan gør du: 

  • Varm fedtstoffet op i en gryde, og prop alle de andre ingredienser i, når det er flydende. Rør rundt. Vupti. Så har du din helt egen hjemmelavede fedtblanding.
  • Put fedtblandingen i dine forme/rundt om grankoglerne. Det kan godt være, at det lige skal størkne en smule, så er det lidt lettere at arbejde med. Så når blandingen begynder at blive hvid, så er den god!
  • Stil formene/grankoglerne/whatever i fryseren og vendt til det størkner. Det gode ved sådan en fedtblanding er, at fedtstoffet ikke bliver stift i kulden, så fuglene kan stadig guffe løs, når de indkøbte mejsekugler er blevet bundfrosne.

Rigtig god fornøjelse med havefuglefodringen, og send mig lige en mail, hvis det der super hit dukker op i din have. Det er sket mange gange i streng kulde, så det er bestemt ikke umuligt.


Fru solsort har taget næbbet for fuldt

1  2