Ørnetur til Skåne - blå himmel, højt humør og 1, 2, mange ørne.

findsmiley

Den 25. februar ramte den sibiriske kulde for alvor landet. Om morgenen pakkede jeg mig derfor godt ind i uld, inden jeg tog mod Sjælør for at mødes med 33 glade deltagere, som jeg skulle guide rundt på en ørnetur i Skåne.

Turen var arrangeret af Scanbird i samarbejde med Information, og forventningerne til at se kongeørn og havørn var høje, da vi hoppede om bord i bussen hos vores herlige chauffør – Roland. Heldigvis skulle det vise sig, at både ørnene og vejret artede sig til perfektion denne dag.


Glade deltagere sammen med vores chauffør

I Danmark og Skåne yngler der tre arter af ørne – fiskeørn, kongeørn og havørn. Men! Det skal lige nævnes, at fiskeørnen slet ikke er en ørn, selv om den ligner og har ørn i navnet. Den tilhører sin helt egen familie, men nævnes det skal den

Sibirisk kulde, fuglefodring, paparazzi-stunder, hjemmelavet fedtblanding og måske et hit.

findsmiley

I weekenden rammer kulden os for alvor, og når der er frost og kulde, så bliver det ikke nemmere at være fugl. Fuglene skal søge føde i dobbelt tempo, så spæklaget på kroppen stadig er stort nok til, at kulden ikke tager livet af dem. Det er her, at man kan hjælpe den lokale bestand lidt.

At fodre fuglene i haven gør ikke noget for bestanden som sådan, de svageste individer overlever ikke, og sådan opretholdes den naturlige balance. Men lokalt kan man godt redde en del fugleliv igennem vinteren, og det er jo ærlig talt også meget rart at vide. Derudover er det piv underholdende at kigge på alle fuglene der vimser rundt udenfor. Så til glæde for de lokale fugle og sig selv, så få gang i fuglefodringen udenfor.


Bogfinken er en af vores mest almindelige fugle, og hannen er ualmindeligt smuk

Hvis du ikke har en have, så kan du altid købe en af de små foderautomater, som kan sidde på vinduet. Jeg bor midt i indre København, og min gård er så lille og intetsigende, at der ikke er meget liv. Men jeg har en lille foderkugle på ruden, og jeg får dagligt besøg af Karl. Karl er den fede ringdue, som lander på vinduesafsatsen, og så liiiiige kan få næbbet op i den lille kugle og tømme den på rekordfart. Men det er hyggeligt, og jeg har en fugl på foderbrættet. Win-win.

Den hedder i øvrigt Karl, fordi den mangler en del fjer i hovedet. Så jeg forestiller mig, at den er en rigtig karl, som gerne tager en slåskamp med de lokale duer i parken. 

Tilbage til fodringen. Her følger nogle få tips.

  • Solsikkefrø er altid et hit. Derudover elsker frøspiserne hampefrø, hirsefrø, hørfrø og fedtblandinger. Vildtfugleblandinger er også rigtig gode, men undgå at købe de helt billige, hvor der mest er kornsorter i. Fuglene er nogle snobber, og de gider det ikke. Medmindre du har mange af Karls slags i haven, de er ikke kræsne og spiser med glæde også korn.
  •  Sørg for ikke at overfodre, så det tiltrækker rotter om natten. Hellere fylde op to gange på en dag, end at fodre til rotterne om natten. Som man siger.

  • Sørg for at der er vand til fuglene. Især når det er frostvejr. Fuglene har også brug for vand om vinteren, og det er ret svært at finde i frostvejr. Ligger der sne kan de godt spise det, men det er nu stadig rarere med noget frisk vand. Og ja, det fryser hurtigt til. Men det kan hurtigt tøes op med kogende vand. Ellers kan man også bruge en silikoneform, så vandet er lige til at vippe ud.


Vand er essentielt. Og så er det jo altid dejligt med en dukkert. 

  • INTET SALT. Fuglene skal ikke have salt, og det gør ikke tørsten mindre. Så undgå salt på deres menukort. Nogle bruger stegemargarine, når de laver hjemmelavede fedtblandinger. Don’t. Jeg kommer med en guide til hjemmelavede fedtblandinger til sidst i indlægget.
  • Og når vi er ved fedtblandingerne. Alle kender mejsekugler, som i øvrigt også kan være af svingende kvalitet, og let fryser til frostboller i kulden. Men tag nu for pokker nettet af de mejsekugler, så plastiknettene ikke flyver rundt og i værste fald skader et dyr. Nogle fugle bruger dem tilmed som redemateriale, og det er noget rod, især når ungerne forlader reden. Heldigvis undlader flere og flere producenter dem. 
  • Æbler er alletiders til især havens drosler. Men sørg for at sprede dem lidt ud. Især solsort og sjagger er nogle hidsige banditter. De bruger næsten mere energi på at slås om førsteretten, end de får ud af at spise, hvis æblerne ligger i en bunke.
  • Nej, du får nok ikke gærdesmutten hen på foderbrættet. Den lever udelukkende af animalsk føde. Du kan altid rende rundt og gemme melorme i kringelkrogene, hvor du plejer at se den. Eller gå helt amok og smøre kødfars på diverse stammer. Men ellers er det altså lidt svært at behage den lille sag. 


Få pillet de grimme grønne plastiknet af mejsekuglerne, det er en øjenbæ og de gør ingen gavn

For nylig da jeg var hjemme hos min mor, morede jeg mig med at lege paparazzi på foderpladsen. Jeg kan fjernstyre mit kamera således, at kameraet kan stå udenfor, og jeg kan stå inden foran brændeovnen og tage billederne via mobilen. Fuglene på jorden i denne artikel er taget på denne måde, og jeg er vild med det. Fuglene er ikke forstyrrede, og man kan få dem i et ret fedt perspektiv. Ulempen er selvfølgelig, at man ikke kan dreje kameraet. Så det kan godt være lettere frustrerende, når den overskønne konge af foderbrættet – kernebideren, står lige uden for kameravinklen.


I cirka 10 sekunder var jeg så heldig, at kong kernebider gik ind foran linsen

Men hvis den her kulde fortsætter, så skal jeg i den grad også lege paparazzi, næste gang jeg kommer hjem til min mor på Bornholm. Der er ikke det helt store, ved at tage billeder af Karl ude i gården. Den dag jeg legede paparazzi, havde jeg kun kameraet et enkelt sted, hvor det fotograferede fuglene på jorden. Jeg nåede hverken at prøve det på foderautomaten eller vandbadet, men jeg forestiller mig, at der kan komme nogle fede billeder ud af det i fremtiden.

Min mor er også kun lige flyttet til sit nye hus, så fuglene skal lige vende sig til situationen. På trods af det myldrede det med musvitter, blåmejser, gulspurve, grønirisker, bogfinker, den lokale skovspurvebande (det flyver i tæt flok konstant og lyder lidt bas ass), kernebider, solsort og gråspurv. Derudover har der allerede været sjagger, dompap, stillits, grønsisken, halemejser, fuglekonger og spurvehøg i haven. Nå ja, og et par af de tykke ringduer. Over haven har der været blisgås, grågås, skarv, musvåge, ravn og alle de andre kragefugle, engpiber, skovpiber samt ikke mindst stor korsnæb.


Et par af kumpanerne fra den lokale skopvspurvebande sammen med bogfinke

Så jeg har store forventninger til den have, både for hvad der ender med at samles på foderpladsen, men også til når træksæsonen starter, og fuglene vælter over haven. Jeg forventer selvfølgelig også, at spurvehøgen dumper ned og nakker en fugl lige foran kameraet en dag. Den er ofte på besøg i haven, og når man fodrer småfuglene, kan man også være så heldig at få den prægtige rovfugl på besøg.

Det er sgu da vildt, at man kan se naturen udfolde sig på den måde, lige uden for sin egen dør. Men allermest håber jeg på, at den sibiriske kulde får en rigtig sjælden værling eller drossel til at dumpe ned på foderpladsen, det er den ultimative drøm. Og så må det gerne være, når jeg er hjemme, så jeg ikke bare får et billede tilsendt fra min mor - med en ny art for landet. Det er jo så til gengæld skrækscenariet, om end det stadig er fedt. 


Trængsel på foderpladsen, her med både grønirisker og bogfinker

Til sidst vil jeg komme med opskriften på hjemmelavet fedtblanding, som jeg plejer at lave den (du kan jo putte alt i den, bare der IKKE er salt i). Put fedtblandingen i nogle forme, eller rundt om fx grankogler. Der er ingen grænser for kreativiteten. 

Ingredienser:

  • Fedstof. Af miljømæssige årsager er det godt at bruge plantefedt. Ellers er palmin populært at bruge, da det er nemt at få fat i. Lad være med at bruge svinefedt, det er seriøst ikke rart at stå og varme op i et køkken. Det dufter på ingen måde. Jeg kan end ikke beskrive lugten. Så det lader jeg lige være med. Men så er I advaret. Og så tager vi den lige en gang til: INGEN SALT I FEDTSTOFFET!
  • Solsikkekerner efter behag.
  • Usaltede jordnødder efter behag.
  • Rosiner efter behag.
  • Hvad der nu lige er i køkkenet af kerner efter behag: hør, hamp, solsikke, græskar, you name it.
  • Hvis det virkelig skal være kræs, kan man putte melorme i, det vil fx rødhalsen elske, da den foretrækker animalsk føde om vinteren. 

Sådan gør du: 

  • Varm fedtstoffet op i en gryde, og prop alle de andre ingredienser i, når det er flydende. Rør rundt. Vupti. Så har du din helt egen hjemmelavede fedtblanding.
  • Put fedtblandingen i dine forme/rundt om grankoglerne. Det kan godt være, at det lige skal størkne en smule, så er det lidt lettere at arbejde med. Så når blandingen begynder at blive hvid, så er den god!
  • Stil formene/grankoglerne/whatever i fryseren og vendt til det størkner. Det gode ved sådan en fedtblanding er, at fedtstoffet ikke bliver stift i kulden, så fuglene kan stadig guffe løs, når de indkøbte mejsekugler er blevet bundfrosne.

Rigtig god fornøjelse med havefuglefodringen, og send mig lige en mail, hvis det der super hit dukker op i din have. Det er sket mange gange i streng kulde, så det er bestemt ikke umuligt.


Fru solsort har taget næbbet for fuldt

Kløgt og tillid - et helt uforglemmeligt møde med en frossen lille rødhals

findsmiley

I midten af februar fik jeg en af de største fugleoplevelser i mit liv. Det var med en helt almindelig dansk art. Normalt er de helt store fugleoplevelser for de rigtige nørdede fuglekiggere, når man fx ser en sjælden fugl, som er fløjet forkert hele vejen fra Nordamerika til Danmark. Men det skal jeg nok fortælle om en anden gang, for det her hører til de oplevelser i hverdagen, som man aldrig glemmer.

Den her fugleoplevelse blev helt unik, fordi en lille bitte rødhals satte nye standarder for kløgt og tillid i vinterkulden på Rungstedlund - og jeg er sikker på, at Karen Blixen også ville have sat stor pris på sådan en oplevelse.

Først vil jeg dog fortælle lidt om baggrunden for, at hele oplevelsen blev en realitet. Er du utålmodig, kan du scrolle ned til afsnit tre. 

Karen Blixen og fuglene

De fleste har nok hørt om Karen Blixen Museet på Rungstedlund i Rungsted. Færre har nok været der, og sådan havde jeg det også, indtil jeg blev frivillig i Rungstedlunds redekasseprojekt for et par år siden. Det er et fantastisk sted, som virkelig emmer af Karen Blixens ånd. Man træder direkte ind i Karen Blixens hjem, som det stod i hendes tid, og rummene er prydet med smukke håndbundne buketter. Buketter fra blomster som vokser i haven omkring Rungstedlund.

Karen Blixen var en på alle måde imponerende kvinde med et enestående talent indenfor at skrive og male. Men Karen Blixen var også dybt fascineret af naturen og ikke mindst fuglene. Og det var ikke kun den afrikanske natur der bjergtog hende, det var ligeledes den danske.

Ved Rungstedlund er der af selv samme årsag et større fuglereservat, hvor naturen får lov til at passe sig selv, så vidt det er muligt. Noget der går lige i hjertet på en hver moderne forkæmper for biodiversitet og urørt skov. For stedet er ikke fyldt med lige gamle træer, der står i snorlige rækker og hvor et hvert tegn på død bliver fjernet, så det ikke skæmmer det symmetriske øje.

Træerne er hjemmehørende og fuglereservatet bliver forvaltet på bedste måde, så det lever op til Karen Blixens forventninger og drømme om stedet. Der er eng, der er krat og der er skov. Træer får lov at vokse op, nogle er unge og andre er flere hundrede år gamle. De gamle får lov til at falde hvor de stod til glæde for blandt andet svampe og insekter. Det betyder at området har en meget høj biodiversitet, hvor både flora og fauna trives.

Det skal dog siges, at området ikke står helt urørt hen. Nattergalen stod Karen Blixens hjerte meget nært, og der er beretninger om, at hun hørte nattergalen fra Rungstedlund, da hun var i Afrika. På dette tidspunkt havde man meget lidt viden om, at mange af vores hjemmehørende fugle trækker til Afrika om vinteren, så det må have været en meget speciel oplevelse at høre sin yndlingsfugl synge på to forskellige kontinenter.

For nattergalens skyld er en lille del af reservatet blevet restaureret for nylig, for at fremme betingelserne for arten, som kræver et tæt men lysåbent krat gerne nær vand. Nattergalen er gået tilbage i Danmark, og det er mange år siden, at den har ynglet på Rungstedlund. En tendens man kun kan håbe på ændrer sig.

Ligeledes er der nogle ganske få træer, som ind i mellem falder for motorsaven, hvis der ingen anden udvej er af sikkerhedsmæssige årsager. Men disse træer får så lov at ligge, ligesom dem der falder af sig selv.

Karen Blixen ønskede at jorden omkring Rungstedlund skulle være fuglereservat, fordi at trækfuglene skulle have et åndehul i byen. Dette offentliggjorde Karen Blixen i en radiotale i 1958, hvor hun opfordrede lytterne til at skænke en krone til Rungstedlundfonden, så fuglereservatet kunne blive en realitet. Ikke færre end over 80.000 lyttere støttede op om ønsket.

Her skulle ikke bygges villaer, selv om der allerede dengang var stor efterspørgsel og idéen om et fuglereservat blev kaldt udemokratisk. Nej her skulle naturen og fuglene have lov til at passe sig selv, til glæde for dem og også os mennesker, som ind i mellem trænger til en pause fra naturens trummerum.


Et af de gode gamle træer på Rungstedlund, der stille og roligt står og dør hen.

Redekasseprojektet

Det er så her at jeg og de andre frivillige i redekasseprojektet kommer ind i billedet. For midt i trængslen fra byen ligger de omkring 15 ha fuglereservat. Fuglereservatet er ikke kun for trækfuglene, men også for de fugle der yngler herhjemme. Så rundt omkring i reservatet, og rundt om Karen Blixens grav på Ewalds høj, hænger der redekasser til forskellige arter af fugle. Antallet af redekasser har været oppe på 100, men dette har vi dog reduceret lidt, simpelthen for at der ikke skal være for stor konkurrence om føden i mellem de hulrugende fugle.

Man kan sige, at redekasserne igen er en form for manipulering af naturen. Men de hulrugende fugle er trængte, og selv om området har mange gamle træer, så er området stadig forholdsvis ungt, og naturlige huller er stadig få i forhold til de mange fugle som yngler i huller. Derudover er det naturligvis et ønske fra Karen Blixen som bliver ført videre.

I de små kasser yngler blandt andet grå- og skovspurv, musvit, blåmejse, sumpmejse, spætmejse og træløber. Derudover er der kasser til rødstjert ligesom at vi håber på at få broget fluesnapper til at yngle. En art som er i rivende tilbagegang af flere årsager, men manglen på naturlige redesteder er en af dem. De to sidstnævnte arter trækker begge til Afrika om vinteren, så det er kun dejligt hvis man kan glæde dem med en bolig, når de vender tilbage om foråret.

Af de større kasser har vi blandt andet kasser til tårnfalk, natugle og huldue, hvor beboerne dog ofte er den finurlige og herlige allike. Under taget på Rungstedlund yngler der i øvrigt mursejler, som ellers kræver meget høje bygninger. Men denne Afrikatrækker er altså så tilfreds med omgivelserne, at den godt kan gå lidt på kompromis med højden.

Herudover yngler der også flere arter i fuglereservatet, som ikke er hulrugere, men blot nyder godt af skovens udbud af naturlige redesteder og det brede fødeudvalg. Det drejer sig blandt andet om arter som solsort, sangdrossel, bogfinke, kernebider og grønirisk. Og så er der naturligvis en hulruger, som klarer det med at lave hullerne helt selv. Nemlig den store flagspætte.

Redekasseprojektet har eksisteret siden 1961 og siden 2009 er ynglefuglene også blevet systematisk ringmærket, for at holde øje med ynglefuglebestanden på et mere videnskabeligt niveau.


Der venter altid nye oplevelser på Rungstedlund, men denne lille sag skulle vise sig at stå for en af de mere spektakulære. 

Den snedige lille rødhals og skovelefanterne

Redekassegruppen mødes flere gange om året for at tjekke kasser og tømme kasser, ligesom at der bliver ringmærket ynglefugle samt holdt ture. I det meget tidlige forår, hvor det altid er alt for koldt, går vi ud og tjekker om kasserne er intakte og om de skal tømmes.

Det er noget af et cirkus at finde frem til kasserne blandt alle træerne, især fordi de hænger lidt i skjul for de offentlige stier. Og når en redekasse er blevet væk, bliver det kun endnu sværere. Men det er nu altid en stor fornøjelse, og vi hygger os med at tøffe rundt og lege redekasseskattejagt.Derudover er der jo altid en masse fugle til at underholde.

Den 10. februar havde vi årets tømme-tjekke-kasser, og på denne tur fik vi os alle en ordentlig en på opleveren. Vi havde delt os op i to hold, som gik hver sin vej med et skattekort (læs: kort over kassernes numre og placering), og det gik egentlig meget godt. De fleste kasser kunne findes, spætterne var forårskåde og vejret var koldt men klart.

Det er jo så altid her at det pludselig går ned af bakke, og 2/3 igennem eftersøgning var der nogle drilske kasser. Derfor stod vi et længere stykke tid et bestemt sted i mellem træerne og skumlede lidt over det. Bedst som jeg stod i min helt egen verden, hoppede en lille rødhals op og satte sig blot to meter fra mig. Jeg frøs på stedet, ikke bare bogstaveligt talt, men også fordi rødhalse plejer at være meget sky og skælde ud, hvis man kommer for tæt på.

Men den her sad bare der og kiggede. Jeg tænkte derfor, at det måtte være kulden. Den var nok ved at dratte om den stakkel. Men altså, naturen må jo gå sin gang, selv om jeg havde lyst til at putte den ind og under jakken og varme den. I stedet valgte jeg at snige mit kamera op, og jeg fik også taget nogle glimrende billeder.


På trods af den direkte øjenkontakt, havde jeg ikke luret, at rødhalsen rent faktisk holdt øje med mig. 

Derefter sneg jeg mig væk i søgen efter den åndssvage redekasse, som havde valgt at fordufte fra jordens overflade. Det skulle jo ikke være min skyld, hvis den brugte den sidste energi på at skulle flygte fra mig. Fem minutter efter var den dumme redekasse stadig væk, og vi gik videre i søgningen efter de næste. Der stod jeg så lige så fortvivlet et par meter fra min far, da endnu en redekasse gemte sig for os.

Pludselig sætter rødhalsen sig lige i mellem os. Jeg får hvisket at han skal kigge, og han er lige så forundret som mig. Hvorfor bruger den energi på at sidde i mellem os, i stedet for at finde sig noget mad? Den sidder jo og er kuglerund, hvilket er et tegn på at det er koldt, så dunene skal pustes op og yde maksimal kuldeisolation. Det er her klokkerne begynder at ringe, da den pludselig hopper ned i mellem os.


Rødhalsen hoppede ned i mellem os, og pludselig begyndte de små klokker at ringe for mig. 

Den leder efter mad, hvor min far lige har stået. Helt ligesom at nogle fugle på den afrikanske savanne ræser efter flokken af elefanter, for at se hvad de får jagtet op af fede insekter i det tørre græs, så har rødhalsen udnyttet de store danske elefanter i form af familien Knudsen. Den er simpelthen fulgt efter os, fordi at vi får rodet op i skovbunden. De visne blade er frosset fast til jorden, hvilket gør det svært for den at finde de godter der gemmer sig under de isolerende blade.

Derefter går jeg hen og sparker en lang række af blade op, så jorden blottes. Vi går hen og stiller os i venteposition, og ganske rigtigt. Rødhalsen tøffer efter og man kan se, hvor meget mad den pludselig finder på den blottede jord.

Jeg får kaldt på Arne, Mads og Vagn, da vores grupper har mødt hinanden halvvejs rundt. De kommer hen og der står vi så. Fem granvoksne danske skovelefanter, og ser rødhalsen komme hen på blot en meters afstand. Den ænser os ikke engang, og vi er dybt fascinerede over forestillingen. Den havde ingen af os set komme, og vi snakker altså folk der sammenlagt nok har over 200 års fugleerfaring.


Rødhalsen kom bare tættere og tættere på. Til sidst kunne jeg næsten ikke få hele fuglen med på billedet. 

Til sidst har rødhalsen fået så meget energi, at den rent faktisk er i stand til at flyve op og skælde os lidt ud, helt som en fyr og flamme rødhals skal gøre. Men lidt forsinkede julelys i øjnene og med en fantastisk oplevelse i bagagen, går vi tilbage mod afholdelse og møde og en kop varm kaffe. Den lille laban var simpelthen så kløgtig, at den lynhurtigt fandt ud af hvordan den skulle udnytte situationen.

Dybt fascinerende og en af grundende til, hvorfor det er godt at lade de visne blade ligge. De rummer store fødekilde for de forfrosne fugle her om vinteren, som søger føde på jorden. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at den her rødhals nok skal klare vinteren, uanset hvor koldt det bliver. Selv hvis den sibiriske kulde rigtig får fat i Danmark, så er det lige før den er så kvik, at den nok bare banker på ruden til caféen og beder om en portion af brunchen.

Så fantastisk en oplevelse glemmer man aldrig. Nu håber vi bare, at en af de andre store oplevelser i år, bliver når vi igen skal høre nattergalens smukke toner fylde fuglereservatet.

Hvis du vil læse lidt mere om Karen Blixens radiotale og fuglereservatet, kan det blandt andet gøres her.